fbpx
Havde revanche til gode fra sidst
2021-03-28_at_15-22-46_Fujifilm_X-T4_DSCF2361x.jpg

Foto: Robert Hendel

Agnete Nielsen scorede også i returopgøret mod HB Køge i Sydbank Kvindepokalen. Målet var med til at sende Brøndby i pokalfinalen. Foto: Robert Hendel
SPORT. Agnete Nielsen smækkede for tredje kamp i træk bolden i modstanderens netmasker og var stærkt medvirkende til at sende HB Køge ud af pokalturneringen. Det var samtidig en kærkommen revanche fra de seneste besøg på Capelli Sport Stadion, hvor Brøndby tabte 5-0, fortæller hun

Agnete Nielsen er i målhumør for tiden. I de tre seneste kampe er det blevet til seks mål. Tre af dem har hun lavet i de to pokalsemifinaleopgør mod HB Køge, som sammenlagt blev vundet med 6-3.

– Det er virkelig dejligt, og det har været tiltrængt. Mit første halve år her har der nok manglet en del mål, men det viser også, at jeg er faldet på plads og har lært mine holdkammerater at kende, fortæller Agnete Nielsen til Folkebladet.

Med målet til 2-0 grundlagde Agnete Nielsen sejren til Brøndby, der samtidig satte en stopper for HB Køges 516 dage uden nederlag på hjemmebane.

– Det er på sin plads. Vi skulle have noget revanche fra sidste gang, vi var her, siger Agnete Nielsen smilende og henviser til de to holds seneste opgør på Capelli Sport Stadion i oktober.

Her blev de blå-gule fodboldkvinder blev sendt hjem med et nederlag på 5-0.

Vi kom ud med en sindssygt god attitude til at begynde med. Vi havde aftalt at vise dem fra første fløjt, at vi ville vinde. Det gjorde vi gennem hele kampen.

Agnete Nielsen

Siden har de to hold mødt hinanden to gange i pokalturneringen, hvor Brøndby har vundet begge opgør. Agnete Nielsen mener også, at det er helt fortjent, at det er ’Pigerne fra Vestegnen’, der nu står i pokalfinalen.

– Vi kom ud med en sindssygt god attitude til at begynde med. Vi havde aftalt at vise dem fra første fløjt, at vi ville vinde. Det gjorde vi gennem hele kampen, siger Agnete Nielsen.

Hun roser især holdets spil i lange perioder af første halvleg, mens anden halvleg efter målscorerens mening blev lidt hektisk.

– De skulle jagte en masse mål, så de pressede en del på, mens vi kom ud og skulle forsvare føringen, forklarer Agnete Nielsen, der ikke kun kan glæde sig over at være med til at spille Brøndby i pokalfinalen.

Den arbejdsomme angriber har også for alvor fundet vej til netmaskerne i foråret.

– Jeg tror, at det begyndte i Aalborg, hvor jeg scorede tre mål, og det gav en masse selvtillid. Når man først scorer et mål, vil man gerne lave flere, siger hun og roser samarbejdet med holdets topscorer Nanna Christiansen.

Agnete Nielsen håber, at scoringerne fortsætter, når slutspillet og jagten på danmarksmesterskabet går i gang den 3. april.

– Det bliver et tæt slutspil. Der er nogle stærke hold, men vores mål er at vinde The Double, så det går vi efter, lyder det fra Brøndby-profilen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top