fbpx
Brøndby storsejrede i Aalborg
2021-03-13_at_14-06-38_Fujifilm_X-T4_DSCF7091x.jpg
Agnete Nielsen blev hattrick-heltinde
SPORT. Fodboldkvinderne fra Brøndby var i målhumør, da de i weekenden besøgte AaB på Aalborg Portland Park. Hjemmeholdet blev bombarderet i egen hule og tabte med 0-7

Det var spil til et mål, da Brøndby lørdag gæstede AaB på Aalborg Portland Park.

Hjemmeholdet var presset i bund fra kampens start, og efter otte minutter lå bolden første gang i nettet bag Line Andersen i AaB-målet.

Theresa Eslund spillede en lang bold frem mod lynhurtige Agnete Nielsen, der spurtede fra tre AaB-spillere og sendte bolden i kassen til 1-0 fra kanten af feltet.

Gæsterne fortsate belejringen af hjemmeholdets målfelt, og med lidt mere effektivitet i afslutningerne ville Brøndby snildt have kunnet score fem mål mere inden pausen. Både Nanna Christiansen og Josefina Hasbo havde store muligheder foran mål, men præcisionen manglede i afslutningerne.

Brøndby fik dog fordoblet føringen fem minutter før pausen, da Agnete Nielsen endnu engang var på pletten. Denne gang fik hun serveret et perfekt indlæg i panden fra holdets topscorer, Nanna Christiansen.

Totalt overlegne

Stormløbet mod hjemmeholdets mål fortsatte efter pausen. Anden halvleg var knap nok et minut gammel, før Agnete Nielsen ureglementeret blev nedlagt i hjemmeholdets straffesparksfelt. Muligheden fra 11-meterpletten tog Agnete Nielsen sig selv af og scorede sit tredje mål i kampen.

Tre minutter senere blev det 4-0 til Brøndby, da en kikset afslutning fra Christina Beck landede for fødderne af Chirine Lamti, der fladt lagde den ind bag Line Andersen i AaB-målet.

Freja Abildå bragte efter en times spil Brøndby foran med 5-0 på et flot spark fra kanten af feltet på Agnete Nielsens forarbejde. Fem minutter senere var det Malin Sundes tur til at blive noteret for et mål, da hun scorede til 6-0 efter en fin hjørnesparkskombination mellem Chirine Lamti og Theresa Eslund.

De mange mål fik dog ikke Brøndby til at slække på presset. AaB var trykket helt i bund i alle 90 minutter, men de helt store chancer udeblev i den sidste del af kampen. Indskiftede Rebeka Winther sluttede målorgiet i Aalborg af med sin scoring til 7-0, hvor hun nærmest fik tacklet bolden mål.

På jagt efter DM-guld

Præstationen i Aalborg mødte ros fra cheftræner Per Nielsen.

– Vi kommer til den her kamp med trætte ben efter en hård kamp i midtugen mod Lyon. Alligevel er vi så overlegne på alle parametre, så det var ganske tilfredsstillende, sagde Brøndby-træneren til Folkebladet efter kampen.

Med sejren sikrede Brøndby sig andenpladsen i grundspillet i Gjensidige Kvindeliga, som blev vundet af HB Køge på en bedre målforskel end netop Brøndby. Det betyder, at Per Nielsen tropper lægger ud i slutspillet med otte point, mens HB Køge napper 10 point med over i slutspillet. Per Nielsen er dog optimistisk før de 10 runder i slutspillet, der afgør, hvem der løber med guldet.

– Vi har før prøvet at være to point efter. Det betyder, at det er os, der jagter, og det er nu, det gælder. Der er rigtig mange gode hold, så det handler om at være skarpe på dagen, lød det fra Per Nielsen.

Brøndby møder i næste uge HB Køge i pokalturneringen i det første af to semifinaleopgør. Returkampen bliver spillet i Køge den 28. marts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top