fbpx
Borgmester om hærværk før derbykamp: Det er totalt usmageligt
2021-03-07_at_12-32-31_Fujifilm_X-T4_DSCF3626x.jpg

Borgmester Kent Magelund (S) er rystet over weekendens hærværksaktion, der blandt andet gik ud over Brøndbyvester Mølle. Foto: Robert Hendel

Borgmester Kent Magelund (S) er rystet over weekendens hærværksaktion, der blandt andet gik ud over Brøndbyvester Mølle. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Natten til lørdag blev der kastet hvid og blå maling på Brøndbyvester Mølle. Borgmesteren kalder hærværksaktionen usmageligt og mistænker fans af FC København for at stå bag, da der også blev begået lignende hærværk mod Brøndby Stadion

Søndag sejrede Brøndby IF på hjemmebane over ærkerivalerne fra FC København. Kampen blev på grund af corona-situationen i spillet uden tilskuere, men det har ikke sat en stopper for fansenes rivalisering.

Natten til lørdag blev der begået hærværk mod Brøndbyvester Mølle, og det kan med stor sandsynlighed kædes sammen med weekendens fodboldopgør i Brøndby. I ly af mørket har de endnu ukendte gerningsmænd kastet blå og hvid maling på den 133 år gamle mølles facade.

– Det er så usmageligt og langt under lavmålet, at jeg ikke har ord for det. Det har intet med fodbold at gøre, siger Kent Magelund (S), der er borgmester i Brøndby.

Værested for de ældre

Det er Brøndby Kommune, der ejer møllen, og i øjeblikket gennemgår den en større restaurering. Borgmesteren er derfor ekstra ærgerlig over, at kommunen nu også skal bruge tid og penge på at udbedre hærværket.

– Jeg bliver vred over sådan noget. Det skæmmer glæden ved fodbold, og det er synd for borgerne. Det er ældre borgeres værested, der er blevet vandaliseret. Det er sgu ikke i orden, siger Kent Magelund.

Han er ikke i tvivl om, at gerningen har forbindelse til rivaliseringen mellem fansene af Brøndby IF og FC København. Farven på malingen matcher sidstnævntes farver på spilledragten.

– De er lige gode om det, og det er blevet en del af spillet mellem fansene. Men de skal holde sig fra at begå hærværk, siger borgmesteren.

Intet med fodbold at gøre

Hvorfor møllen skulle udsættes for hærværk, har borgmesteren ingen ide om.

– Den er jo et vartegn for kommunen, men om det er derfor, ved jeg ikke. Måske er de bare helt hjernedøde, for det har intet med fodbold at gøre, siger Kent Magelund, der finder en ringe trøst i, at en del af facaden, der blev overhældt med maling, i forvejen var hvid.

Også Brøndby Stadion blev udsat for hærværk natten til lørdag. Her mistænker politiet, at at det er fans af FC København, der står bag. Københavns Vestegns Politi har dog endnu ikke modtaget en anmeldelse om hærværket mod møllen.

Det er derfor for tidligt at tale om mulige mistænkte, lyder det fra Claus Buhr, der er presseansvarlig ved Københavns Vestegns Politi.

Brøndbyvester Mølle blev i weekenden udsat for hærværk. Foto: Robert Hendel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top