fbpx
Bankede guld-konkurrenter i målrigt pokalopgør
2021-03-20_at_15-04-20_Fujifilm_X-T4_DSCF9950x.jpg

Foto: Robert Hendel

Agnete Nielsen scorede to gange i pokalopgøret mod HB Køge lørdag eftermiddag. Foto: Robert Hendel
SPORT. Brøndbys fodboldkvinder spillede i weekenden det første af to semifinalekampe mod HB Køge i Sydbank Kvindepokalen. Her trak de blå-gule de længste strå i et målrigt opgør på Brøndby Stadions bane 12

Brøndbys fodboldkvinder har sat jagten ind på at vinde både pokalturneringen og det danske mesterskab til sommer. Lørdag tog Brøndby imod Gjensidige Kvindeligas tophold HB Køge i det første af to semifinaleopgør i Sydbank Kvindepokalen, og det var en kamp, der bød på mange mål.

Efter seks minutter sendte Brøndby-anfører Theresa Eslund en lang bold i op mod Agnete Nielsen, der fik fat i den for næsen af HB Køges anfører Maria Uhre. Den arbejdsomme angriber lod bolden hoppe et par gange, inden hun fra kanten af feltet elegant lobbede kuglen over Køge-keeper Kaylan Marckese og ind i målet til 1-0.

HB Køge kom dog tilbage i kampen knap et kvarter senere, da Cecilie Buchberg med en flad aflevering til Madalyn Ann Pokorny snød Brøndby-forsvaret. HB Køges lynhurtige amerikaner skar ind i banen og afdriblede to Brøndby-spillere, inden hun fladt passerede Naja Bahrenscheer i Brøndbys mål til 1-1.

Brøndby havde flere gode muligheder for at bringe sig foran, men den afgørende skarphed manglede. De to hold måtte derfor gå til pause med stillingen 1-1.

I anden halvleg fortsatte Brøndby med at skabe gode muligheder. Frederikke Lindhardt var uhyre tæt på at sende Brøndby i front efter tre minutter af anden halvleg, men hun måtte se sin afslutning stryge lige over mål.

Seks minutter senere smækkede Josefine Hasbo en flad afslutning af sted langt udefra, men afslutningen strøg lige forbi mål. Agnete Nielsen havde kort efter en stor mulighed for at blive dobbelt målscorer i kampen, da hun med et fikst træk snød Maria Uhre. Forsøget blev dog sendt til hjørnetspark af Køge-keeper Kaylan Marckese.

Agnete Nielsen tog dog revanche syv minutter senere, da hun tacklede bolden fra Julie Nowak halvvejs på gæsternes banehalvdelen. Den hurtige angriber strøg alene ned mod Kaylan Marckese, der kom stormende ud af målet, men Køge-keeperen var chanceløs, da Agnete Nielsen sendte bolden i mål til 2-1.

Igen var glæden dog kort, og syv minutter senere havde HB Køge bragt balance i regnskabet. Gæsternes Stephanie Ribeiro fik tilfældigt raget bolden til sig tæt under mål, da Brøndby-forsvaret snorksov. Med et træk snød hun Malin Sunde og kunne let passere Brøndby-målmand Naja Bahrenscheer, der var totalt prisgivet i situationen.

Udligningen slog dog ikke Brøndby ud, og fem minutter senere brændte det igen på nede i HB Køges defensiv, da Agnete Nielsen spillede Katrine Winnem Jørgensen helt fri i venstre side. Brøndbys nye nordmand forsøgte at lobbe bolden over Kaylan Marckese, men afslutningen gik lige over mål.

Brøndby jagtede en scoring mere og pressede gæsterne helt i bund i slutfasen. Spilovertaget blev belønnet kort før tid, da Agnete Nielsen pillede bolden fra Maria Uhre på kanten af gæsternes straffesparksfelt. Efter et par træk ned mod baglinjen slog hun bolden på tværs til en helt fri Christina Beck, der nettede til 3-2.

Fire minutter senere var det igen Maria Uhre, som blev tacket af en Brøndby-angriber. Denne gang var det indskiftede Rebeka Winther, der fik bolden fra HB Køges anfører. Bolden blev hurtigt sendt videre til Nanna Christiansen i venstre side, der køligt lagde bolden over Kaylan Marckese til kampens resultat 4-2, .

Returopgøret bliver spillet søndag den 28. marts i Køge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top