fbpx
Vinder pris: Spiser med børn fra Tjekkiet og Slovenien
c912c544d_opt.jpg

Børnene i daginstitutionen Syvhøjvænge tegnede tegninger, som de sendte til deres nye venner i partner-børnehaverne.

Børnene i daginstitutionen Syvhøjvænge tegnede tegninger, som de sendte til deres nye venner i partner-børnehaverne.
VALLENSBÆK. Daginstitutionen Syvhøjvænge i Vallensbæk har vundet prisen ’Bedst i eTwinning DK 2020’ for deres internationale projekt ’Friendship with Food’

Mad kan bringe mennesker sammen. Det kan daginstitutionen Syvhøjvænge skrive under på. De har nemlig bragt børn fra Slovenien, Tjekkiet og Danmark sammen i projektet ’Friendship with Food’, hvor mad er omdrejningspunktet.

– Det er et vellykket projekt, som er blevet honoreret, og det er vi jo lidt stolte af. Der er rart at blive anerkendt for det stykke arbejde, pædagogerne har gjort, siger Mette Jakobsen, der er daginstitutionsleder i Syvhøjvænge.

’Friendship with Food’ blev sat i gang af institutionens pædagoger Sofie Gregersen og Gitte Nørregaard Nielsen, der udviklede projektet i samarbejde med pædagoger i børnehaver i partnerlandene Slovenien og Tjekkiet. Formålet var at øge børnenes kendskab til mad og kultur i andre lande – og det har det gjort på mange måder.

Gennem projektet har børnehaverne delt opskrifter på mad, traditionelle retter, bordmanerer og madvaner med hinanden på tværs af lande. Det har ikke kun givet børnene mulighed for at lære om forskellige kulturer, madvaner og navne på retter på forskellige sprog – det har også givet dem venskaber uden for deres landegrænser.

Digital forståelse

Blandt andet har de afholdt et online te-selskab, sunget julesange for hinanden på deres respektive nationalsprog og sendt gaver som perleplader og tegninger, som børnene selv har lavet. I daginstitutionen Syvhøjvænge udarbejdede børnene en historie ud fra historien ’The Very Hungry Caterpillar’, der handlede om, hvordan man er gode venner, der deles om maden, som blev oversat og sendt til de andre børn.

Udover at give børnene et større kendskab til mad og kultur, kan projektet også give børnene digital forståelse, siger Mette Jakobsen, som er leder i Syvhøjvænge:

– Som daginstitution skal vi forberede vores børn på fremtiden og deres fremtidige arbejdspladser, som hele tiden bliver mere digitale, end de er i dag. Vi håber, at sådan et projekt kan være med til at hjælpe børnene godt på vej.

Vandt pris

Projektet på Syvhøjvænge er en del af EU-projektet eTwinning, der er et fællesskab for skoler og institutioner i Europa, som understøtter samarbejdsprojekter på tværs af landegrænser mellem lærere, pædagogisk personale og ledere fra 44 europæiske lande.

Projektet på Syvhøjvænge er blevet udvalgt til at være ét af de fire vinderprojekter, der har vundet prisen ’Bedst i eTwinning DK 2020’. De vandt med begrundelsen: ’Et virkelig flot samarbejdsprojekt mellem fire børnehaver. Børnene har lært om forskellige madkulturer, hvordan det er at gå i børnehave i andre lande, og hvordan deres børnehaver ser ud.’

Udover prisen har pædagogerne også modtaget ’Det Nationale Kvalitetscertifikat’, som tildeles lærere og pædagoger, som har gennemført fremragende eTwinning-projekter, der har opnået en vis national standard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top