fbpx
Vaccinationen skrider fremad
2021-01-03_at_17-08-37_Nikon_NIKON-D850_DSC_4664x.jpg

Foto: Robert Hendel

Glostrup Kommune er blandt de kommuner, der har fået vaccineret den største andel af befolkningen. Arkivfoto: Robert Hendel
HELE OMRÅDET. Det skrider langsomt men sikkert frem med at få vaccineret borgerne. Glostrup Kommune er blandt de kommuner, der har fået vaccineret den største andel af befolkningen, hvor over syv procent har fået første stik

Tirsdag i sidste uge var der corona-vacciner til de Vallensbæk-borgere over 65 år, der både modtager praktisk hjælp og personlig pleje. Jørgen Jørgensen på 81 var en af dem.

– Det var ligesom en tur i skoven, siger 81-årige Jørgen Jørgensen fra Vallensbæk efter at have fået sit første vaccinationsstik i kommunens idrætscenter.

– Altså som at blive stukket af en myg ude i skoven, griner han skælmsk, mens han bliver hjulpet over i venteområdet.

Han er en af 904 Vallensbæk-borgere, der har fået første stik, hvilket svarer til 5,5 procent. Af dem har 535 fået andet stik, hvilket svarer til 3,2 procent. Det er på niveau med landsgennemsnittet.

I Brøndby Kommune er det 1744 personer, der har fået første stik, hvilket er 5 procent, mens 991 har fået andet stik, hvilket er 2,8 procent.

1664 har fået det første stik i Glostrup Kommune, hvilket er 7,1 procent. Det er den højeste andel i Region Hovedstaden og kun overgået af få kommuner i hele Danmark, der primært har en ældre befolkning. I Glostrup 4,5 procent færdigvaccineret.

Vaccinationerne tildeles til befolkningsgrupper efter kriterier fastsat af Satstens Serum Institut. Plejehjemsbeboere stod først i køen. Ind til videre har social- og sundhedspersonale fået over halvdelen af alle vaccinationsstik, så når andelen i Glostrup er høj, skyldes det formentlig, at der bor mange i denne gruppe i kommunen.

Klar til næste stik

Vallensbæk Kommunes pleje- og omsorgschef Susanne Ormstrup kommer med en kop kaffe og et marcipanbrød til Jørgen, som skal vente det obligatoriske kvarter – så er man sikker på, at der ikke har været en allergisk reaktion.

– Der står 16.12 på sedlen. Så skal jeg sidde her til kl. 16.27, lyder det fra Jørgen. Både humoren og regnefærdighederne er helt intakte.

Susanne Ormstrup fortæller, at vaccinationerne er gået godt.

– Vi vaccinerer omkring 70 borgere i dag. Folk er glade, og det fungerer godt med kommunens hjælpere, der ledsager borgerne”, siger hun.

En kop kaffe senere er taxaen klar til Jørgen og hans ledsager.

– Så ses vi jo igen om tre uger til det næste stik”, siger Susanne og vinker.

Næste gruppe, der tilbydes en vaccination, er borgere på 85 og derover. Når Vallensbæk Kommune får tildelt vaccinationerne, vil borgerne få besked i e-Boks, så man kan bestille tid. Er man fritaget for elektronisk post, får man et brev med posten.

På Café Glenten

I Brøndby Kommune skrider det også fremad med vaccinationerne. Normalt mødes folk på Café Glenten over en kop kaffe eller noget varm mad. Tirsdag den 16. februar 2021 var det dog noget helt andet, som fik samlet folk på cafeen i Glentemosen i Brøndbyvester.

Stedet var nemlig omdannet til et midlertidigt vaccinationscenter for omkring 60 Brøndby-borgere, der fik det første af to stik med vaccinen mod coronavirus.
Vaccinerne blev givet til borgere over 65 år, der modtager både personlig og praktisk hjælp. De fik en direkte invitation til den lokale vaccination, da de har behov for hjælp til transporten. Med et lokalt vaccinationssted slipper de for at skulle køre til et af hovedstadens store vaccinationscentre.

Derfor var to farmakonomer mødt op i Brøndbyvester for gøre vaccinerne klar til den praktiserende læge, der stod for selve vaccinationen.

For at sikre, at hygiejnekravene blev overholdt, var ledere fra hjemmeplejen i Brøndby Kommune til stede. De havde samtidig til opgave at observere borgerne umiddelbart efter vaccinationen.

De midlertidige vaccinationssteder bliver fordelt af Region Hovedstaden. Brøndby Kommune kan derfor ikke på nuværende tidspunkt oplyse om eventuelt andre midlertidige vaccinationssteder i kommunen.

Vil du tage imod vaccinen mod covid-19, når du får den tilbudt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top