fbpx
S og DF med spekulationer: Gode karakterer kan være manipulerede
DSC6557x_NR.jpg

Foto: Robert Hendel

Arkivfoto: Robert Hendel
VALLENSBÆK. Karaktererne steg fra 2019 til 2020 på Vallensbæks skoler. Det er dog ikke noget at slå på tromme for, mener Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der spekulerer på, om lærerne kan have bukket under for et politisk pres. Selvfølgelig er de ikke det, lyder svaret fra konservative og lærerkredsen

Som vi tidligere har omtalt her i Folkebladet, gik det fremad med karaktererne på skolerne i Vallensbæk i 2020 i forhold til 2019. I 2019 endte gennemsnittet på 6,7, mens det i 2020 endte på 7,5. Det var altså en stigning på 0,8, mens landsgennemsnittet kun steg 0,2. Dermed er Vallensbæk placeret på en 19. plads over gennemsnit i alle landets kommuner, hvilket lever op til den politiske målsætning om en plads blandt de 25 procent bedste.

Derudover fik 170 ud af 171 afgangselever mindst 2 i dansk og matematik, hvilket betyder, at de havde mulighed for at starte på en ungdomsuddannelse lige efter sommerferien. Det er den 4. højeste andel i Danmark.

Jeg kan ikke frigøre mig helt for tanken om, at resultatet ikke er helt ordentligt, fordi der har været stort politisk pres på lærerne.

Søren Wiborg

De gode reslutater har borgmester Henrik Rasmussen (K) glædet sig over her i Folkebladet. På kommunalbestyrelsens møde var det udvalgsformand Ricky van Overeem (K), der talte godt om resultaterne.

– I Vallensbæk Kommune har vi store ambitioner for vores unge medborgere, og vi ønsker, at hver enkelt udnytter sine evner bedst muligt, så de sikrer sig en uddannelse eller et job efter endt folkeskole. Vi kan være rigtig stolte af sidte års afgangselever og det lærerteam, der var omkring dem, sagde han blandt andet.

Kan ikke bruges

På grund af corona-situationen var alle afgangsprøver sidste år aflyst. Eleverne fik derfor overflyttet deres årskarakterer som eksamenskarakterer. Derfor kan man ikke bruge karakterne til noget, mente Søren Wiborg (S).

– Det er ikke kun konservative, der har store ambitioner, det har vi andre også. Der, hvor kæden falder lidt af, er den måde I (konservative, red.) misbruger og italesætter det her på. Resultatet er ikke sammenligneligt med noget som helst. Det, der er tale om her, det er, at skolen reelt har evalueret sig selv. De er ikke kommet op til det grønne klæde, sagde han.

I Vallensbæk Kommune har vi store ambitioner for vores unge medborgere, og vi ønsker, at hver enkelt udnytter sine evner bedst muligt, så de sikrer sig en uddannelse eller et job efter endt folkeskole. Vi kan være rigtig stolte af sidte års afgangselever og det lærerteam, der var omkring dem.

Ricky van Overeem

Den holdning var Kenneth Kristensen Berth (DF) enig i.

– Årskarakterer kan ikke udgøre et sammenligningsgrundlag. Man har ikke gennemgået samme pensum i alle klasser. Til en eksamen er det en sensor, der giver karakteren og foretager en objektiv bedømmelse af elevens indsats. Så karaktererne fra 2020 kan ikke sammenlignes, hverken på tværs af landet eller med det, der har været tidligere. Året 2020 bliver nødt til at blive betragtet som en parentes. Det var en helt særlig situation, vi befandt os i. Det er ikke Vallensbæk Kommunes skyld, det er det kinesiske virus skyld. Derfor skal man holde op med at forsøge at brande kommunen på de her årskarakterer, sagde han.

Ricky van Overeem holdt dog fast i, at man godt kan bruge resultatet til at sammenligne Vallensbæk Kommune med andre kommuner.

– Alle folkeskoler har givet karakterer på samme måde over hele landet, dermed har man fastholdt et perfekt sammenligningsgrundlag kommunerne i mellem, sagde han.

Der var dog bred enighed om, at det var ærgerligt for de pågældende elever, at de ikke kunne komme til eksamen, så de havde prøvet det, før de skal til flere og sværere eksamener på ungdomsuddannelserne.

Mistanke om snyd

Derudover spekulerede både Kenneth Kristensen Berth og Søren Wiborg i, at lærere og ledere kunne have bukket under for det pres, som en politisk vedtaget målsætning om en placering i top 25 procent er.

– Der har været maksimalt, politisk pres på skolerne, netop fordi de sidste år underpræsterede. Jeg kan ikke frigøre mig helt for tanken om, at resultatet ikke er helt ordentligt, fordi der har været stort politisk pres på lærerne, sagde Søren Wiborg.

Kenneth Kristensen Berthe spekulerede over det samme.

– Der er ikke noget enklere end at sørge for, at Vallensbæk ligger nummer et næste år. Det er bare at ringe til skolelederne og sige: I skal give eleverne nogle rigtigt høje årskarakterer til næste år, så kommer vi til at ligge nummer et. Det mistænker jeg ikke nogen for at have gjort, men noget kunne tyde på, at man har været venlig med de der årskarakterer, sagde han.

Det fik Henrik Rasmussen op i det røde felt.

– Jeg er rystet. At tro, vi kan ringe ned til lederen og sige, nu vil vi gerne have en målopfyldelse – sådan er det ikke. Det er flid på skolerne, der har skabt resultatet, sagde han.

Der er ikke noget enklere, end at sørge for, at Vallensbæk ligger nummer et næste år. Det er bare at ringe til skolelederne og sige, I skal give eleverne nogle rigtigt høje årskarakterer til næste år, så kommer vi til at ligge nummer et …

Kenneth Kristensen Berth

Også fra Vallensbæk Lærerforenings formand, Merete Randskov, lyder det, at man ikke kan påvirke karakterne på den måde.

– Vi har nogle professionelle lærere i Vallensbæk, som bedømmer eleverne, de ligger ikke under for et politisk pres. Kigger man to år tilbage, lå vi også meget bedre. Det skifter meget fra årgang til årgang. Når vi ikke er en større kommune, skal der ikke ret mange elever til at trække op eller ned. Årgangene er forskellige, siger hun.

Hun kan sagtens forklarer, at landsgennemsnittet steg en smule sidste sommer.

– Generelt kan man se, at alle ligger en smule højere. Det kan være, at lærerne kender deres elever bedre og ved, hvad de kan præstere. Eleverne har jo ikke prøvet at være til eksamen før, så der kan ske mange ting, når de er til eksamen, siger hun.

Kenneth Kristensen Berth holdt dog fast i, at det kunne lade sig gøre.

– Jeg har ikke beskyldt nogen for at have orkestreret, at resultaterne blev, som de blev. Jeg har sagt, at det kunne man jo, hvis man havde ond vilje, sagde han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top