fbpx
Officielt: Hylder bykonge i Brøndby med landets længste vejnavn
2018-05-21_at_17-55-55__DSC7736x.jpg

Kjeld Rasmussen blev kort efter sin død i maj 2018 mindet på Brøndby Stadion. Nu får han en af Brøndby Kommunes største veje opkaldt efter sig. Foto: Robert Hendel

Kjeld Rasmussen blev kort efter sin død i maj 2018 mindet på Brøndby Stadion. Nu får han en af Brøndby Kommunes største veje opkaldt efter sig. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Nu er det officielt. Brøndbyvester Boulevard skifter navn til Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard. Det bliver dermed landets længste navn til en vej, og det er helt i Kjelds ånd, lyder det fra borgmester Kent Magelund (S)

Til sommer får den længst siddende borgmester i danmarkshistorien får en de længste veje i Brøndby Kommune opkaldt efter sig.

Onsdag aften vedtog en enig kommunalbestyrelse i Brøndby endeligt, at Brøndbyvester Boulevard fra 1. juni 2021 skal hedde Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard efter den tidligere bykonge, der gik bort den 19. maj 2018.

Han nåede at bære borgmesterkæden i Brøndby fra 1966 til 2005, hvor han bar en stor del af æren for, at Brøndby udviklede sig fra en bar mark til en moderne, levende forstadskommune med idræt som omdrejningspunkt.

– Kjeld Rasmussen har haft en kæmpe betydning for Brøndby. Han var en visionær og slagkraftig borgmester, og derfor er det oplagt, at han skal have en vej opkaldt efter sig, lød det fra den nuværende borgmester, Kent Magelund (S), på onsdagens kommunalbestyrelsesmøde.
 
Han præsenterede første gang forslaget for kommunalbestyrelsen på et møde den 9. september. Her fik forvaltningen grønt lys til at arbejde videre med forslag til et vejnavn, der når det træder i kraft, vil være det længste i landet. Længden på vejnavnet har da også været til diskussion i både høringssvar og i Teknik- og Miljøudvalget.

Kjeld i en nøddeskal

Vejnavnet Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard er 37 tegn langt, og den mest hensigtsmæssige forkortelse efter reglerne herom vil være ’Borgm. K. R. Boul’.

Flere har derfor påpeget, at det vil være mere hensigtsmæssigt at stryge borgmester fra navnet og blot kalde vejen for Kjeld Rasmussens Boulevard.

– Det ser altså ikke så kønt ud. Derfor er vi nogle, der har flaget. Kunne det ikke være mere hensigtsmæssigt bare at kalde den Kjeld Rasmussens Boulevard? Alle ved jo godt, at Kjeld Rasmussen har været borgmester i Brøndby. Med 39 år på posten er der ingen, der glemmer det, lød det fra Vagn Kjær-Hansen (SF), der er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg.

Brøndbyvester Boulevard skifter 1. juni 2021 navn til Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard. Foto: Robert Hendel

For Kent Magelund, der har stillet forslaget, er ’borgemester’ dog en vigtig del af vejnavnet.

– Hvis ordet borgmester indgår i vejnavnet, vil man også om 20 eller 40 år vide, at vejen er opkaldt efter en borgmester, sage Kent Magelund på kommunalbestyrelsesmødet onsdag aften.

Han forstår godt, hvis der er nogen, som finder navnet langt.

– Men det passer simpelthen så godt til Kjeld, for Kjeld var ikke en mand, der gik i små sko. Han kæmpede indædt for, at vi kunne få Danmarks længste flagstang i Brøndby, og han er den længst siddende borgmester i historien, lød et af Kent Magelunds argumenter for at kalde vejen for Borgmester Kjeld Rasmussen Boulevard.
 
Det er ifølge den nuværende borgmester helt oplagt at hans forgænger, der sad i borgmesterstolen i hele 39 år, bliver mindet med det længste vejnavn i Danmark.

– Det er Kjeld i en nøddeskal, sagde Kent Magelund.

Fra plads til stor vej

Det er langt fra første gang, at en hyldest til Kjeld Rasmussen har været til debat i kommunalbestyrelsen.

Kjeld Rasmussen har haft en kæmpe betydning for Brøndby. Han var en visionær og slagkraftig borgmester, og derfor er det oplagt, at han skal have en vej opkaldt efter sig.

Kent Magelund (S), borgmester i Brøndby

Tidligere har borgmester Kent Magelund foreslået at omdøbe bagsiden af Brøndby Stadion til Kjeld Rasmussens Plads. Den plan er sidenhed blevet droppet efter dialog med blandt andre Brøndby IF. For fodboldklubben er Brøndby Stadion nemlig en vigtig del af brandingen af fodboldklubben, og derfor så klubben helst ikke, at dele af vejstrækningen Brøndby Stadion blev omdøbt til Borgmester Kjeld Rasmussens Plads.

Det oplyste Ole Palmå, der er administrerende direktør i Brøndby IF, til Folkebladet i slutningen af september. Fodboldklubbens direktør er stor tilhænger af, at kommunalbestyrelsen vil hylde den tidligere borgmester gennem 39 år, og han mener, at det er en god beslutning at opkalde en af de største veje i kommunen efter Kjeld Rasmussen.

– Det er det helt rigtige og fuldt fortjent. Den længst siddende borgmester i landet skal da have en stor vej opkaldt efter sig, fortalte Ole Palmå til Folkebladet i september.

Udover at være borgmester bestred Kjeld Rasmussen også posten som formand i Brøndbyernes IF fra 1971 til 1973, hvor han overlod roret til en anden legende i Brøndby, Per Bjerregaard.

Brøndbyvester Boulevard, der fra 1. juni 2021 skifter navn til Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard, er godt fire kilometer lang og strækker sig mellem Park Allé og Gammel Køge Landevej. Her passerer den udover Brøndby Stadion blandt andet også Brøndby Hallen, idrætsefterskolen og gymnasiet, som Kjeld Rasmussen var med til at grundlægge.

Danmarks længst siddende borgmester

Kjeld Rasmussen blev født den 27. december 1926 og døde den 19. maj 2018. Han var uddannet cand.jur, og kom ind i kommunalbestyrelsen i Brøndby i 1958. I 1966 blev han borgmester, indtil han den 1. juli 2005 gik af og blev afløst af partifællen Ib Terp.

Kjeld Rasmussen er med 39 år i stolen stadigvæk indehaver af rekorden som Danmarks længst siddende borgmester.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top