fbpx
Mindre støj giver større livskvalitet
Mindre_stj_giver_strre_livskvalitet_-_Winni.jpg

Winni Berg foran sine nye støjdæmpende vinduer. Foto: Christian Mahrt

Winni Berg foran sine nye støjdæmpende vinduer. Foto: Christian Mahrt
GLOSTRUP. Beboere med adresse på Hovedvejen var plaget af trafikstøj dagligt. Det blev markant ændret, da der blev sat nye støjdæmpende vinduer i hele ejendommen. Projektet blev gennemført med støtte fra Glostrup Kommunes støjpulje

I andelsboligforeningen AB Hovedvejen 102 lever beboerne med vinduer, der åbner lige ud til Hovedvejens støjende trafik.

Beboerne oplever en hverdag med konstant belastning af ører og hjemmemiljø. Eller det gjorde de i hvert fald, indtil de fik sat nye, støjdæmpende vinduer i hele ejendommen.

Andelsboligforeningen søgte og fik støtte fra Glostrup Kommunes støjpulje, og projektet kunne dermed gennemføres førend planlagt.

Puljen gav os et boost

Foreningen ville have gennemført udskiftningen af vinduer alligevel.

– Men støjpuljen fra Glostrup Kommune gav os et boost. Ellers kunne der måske været gået et par år, inden vi var kommet i mål med projektet, siger Rikke Skov, formand for andelsboligforeningen.

Glostrup Kommunes seneste støjhandlingsplan blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i 2019. I forlængelse af støjhandlingsplanen blev der afsat 500.000 kroner årligt til en pulje til støjdæmpende tiltag.

Støjplagede borgere kan søge fra puljen og få støtte til flere støjdæmpende formål – blandt andet tilskud til støjdæmpende vinduer.

Forbedret nattesøvn

Straks de nye vinduer var monteret i ejendommen på Hovedvejen, kunne beboerne mærke en forbedring af støjniveauet.

– Vi har fået et helt andet liv i vores boliger, efter vi fik de nye vinduer. En dag tog jeg mig selv i at tænke: ’Kører der ikke længere ambulancer?’ Så stille var der blevet, siger Rikke Skov

De gamle vinduer skærmede ikke meget for trafikstøjen. Der skulle skrues godt op for fjernsynet for at høre lyden, og man kunne tage fejl af, om vinduet var åbent eller lukket, beretter beboerne. Med de nye vinduer har beboerne fået forbedret deres nattesøvn og dermed øget livskvalitet.

Winni Berg har den øverste lejlighed med balkon lige over for Glostrup Shoppingcenter:

– Når jeg har gæster, kan de slet ikke holde ud at være ude på min altan. Støjen fra Hovedvejen er simpelthen for meget for dem. Nu er støjen indendørs i hvert fald blevet meget mindre, siger hun.

For politikerne, der har valgt at bruge penge på støjpuljen, har var det den bedste og billigste mulighed for at reduvere støjen i borgernes boliger.

– Trafikstøj er en belastende faktor for flere og flere danskere. I Glostrup lever vi med Hovedvejen, som er en vigtig trafikåre gennem vores kommune. Vi kan ikke afskaffe trafikken, men vi kan gøre alt, hvad vi kan for at mindske generne fra den, siger Søren Enemark, formand for Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget.

– Jeg er virkelig glad for at se, at sådan et tiltag som støjpuljen har en reel effekt for vores borgere.

Mens Winni Berg nyder udsigten gennem de nye vinduer, tænker hun videre i andre miljøgevinster:

– Det bliver spændende, om vi også kan se det på varmeregningen.

Støjpuljen

Kun helårsboliger med et udendørs støjniveau på over 58 dB kan få tilskud, og projektets støjreducerende effekt skal være på mindst 3 dB. Se mere om puljen, og om hvordan man søger på www.glostrup.dk/stoj

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top