Torsdag d. 11. februar tjekkede der en sørgelig besked ind på min PC. Sven Togsverd var død.
Glostrup Kunstforening har utrolig meget at takke Sven Togsverd for. Allerførst hans mange medlemskaber af foreningen, en støtte vi har nydt godt af i en uendelig årrække. Sven deltog engageret i vores ferniseringer, foredrag og udflugter.
Da weekendturen en gang gik til Oslo, og Sven ikke kunne deltage, sponserede han en fordrink til hele selskabet ved festmiddagen på Oslobåden.
Dengang de månedlige medlemsbreve blev sendt med posten, afleverede vi alle brevene på Dansk AvisTryk, som så betalte portoen, en stor økonomisk støtte. Lokalerne på Dansk Avistryk er rigeligt udsmykket med moderne kunst af meget høj kvalitet. Det fik vores medlemmer at se med egne øjne, da Sven inviterede Glostrup Kunstforening på besøg i sin store virksomhed.
Sven Togsverd støttede ofte vores kunstnere med køb af adskillige værker. Senest aftenen før nedlukningen i december.
Personligt har jeg også mange dejlige minder. En del vintre gik vi sammen i FOF-regi hos Mor Karen til Månedens Gastronomiske Festmiddag. Sven spredte både hygge og morskab. Da en ny stor trykmaskine skulle navngives, var jeg inviteret til en fantastisk fest på Dansk AvisTryk.
At Sven virkelig havde et stort hjerte for kunsten, så jeg for alvor ved et besøg i hans hus i Holmens Kanal. Da vi havde set os mætte på kunsten i stueetagen, tog vi den indvendige elevator til første sal. Jeg glemmer det aldrig, elevatoren var udsmykket af en kunstner, så man følte sig i en jungle med farvestrålende blomster og eksotiske dyr.
Svens store hjerte og gavmildhed fremgår også af en sommeroplevelse. Min søster og jeg var på ferie med mine forældre. Vi sad og spiste frokost ved havnen i Troense på Tåsinge, da Sven pludselig kom gående. Da han fik øje på os, blev vi straks inviteret på hvidvin og besigtigelse af hans store flotte sommerhus. Altid lun og generøs.
Vores tanker og dybeste medfølelse går til de efterladte.