fbpx
Kort ventetid når du ringer til politiet
2019-10-26_at_20-54-05__DSC0759x-e1575013772601.jpg

Foto: Robert Hendel

Du har næppe ventet længe i røret, hvis du har forsøgt at ringe til Københavns Vestegns Politi. Arkivfoto: Robert Hendel
HELE OMRÅDET. Ringede du til Københavns Vestegns Politi sidste år, ventede du formentlig højest halvandet minut

127.624 gange ringede borgere til Københavns Vestegns Politi sidste år. 90 procent – eller 115.000 opkald – blev besvaret under halvandet minut.

Københavns Vestegns Politi dækker 11 kommuner med 417.326 borgere, og operatørerne i Servicecentret er først på linjen, når man ringer til 114 eller 4386 1448.

Det er både politifolk og administrative medarbejdere, som i hverdage og weekender håndterer de mange indgående opkald om alt fra tyveri, indbrud og svindel til knallertræs, mistænkelige personer og trafikuheld.

– Vi bliver spurgt om alt muligt og gør vores bedste for at finde svar, vejlede og hjælpe godt på vej. En borger kan være følelsesmæssigt påvirket, så det er vigtigt, vi håndterer det empatisk og professionelt. I det hele taget skal vi være parate til lidt af hvert, for hvert opkald er sit eget og kræver sin egen konkrete håndtering, siger politikommissær Heidi Lis Poulsen, leder af Servicecentret.

Sidste år var det især spørgsmål om corona-restriktioner, forsamlinger, festlarm og butikslukninger, som fyldte meget.

Operatørerne optog 18.000 politianmeldelser og registrerede over 22.000 borgerhenvendelser om stort og småt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top