Endelig kom der en afslutning på den nordiske duel mellem de danske sølvvindere fra Brøndby og de norske metre fra Vålerenga i UEFA Women’s Champions League.
Her løb Brøndby-kvinderne billetten til ottendedelsfinalen efter to timers fodbold og straffesparkskonkurrence.
Duellen skulle oprindeligt være afgjort over to kampe i december, men på grund af coronavirus blandt spillerne sammenholdt med strenge norske restriktioner for indrejsende, blev opgørene mellem de to hold aflyst med meget kort varsel.
I første omgang blev kampene udsat til midten af februar, hvor der var ledige spilleterminer. Det endte til sidst med, at duellen skulle afgøres over én kamp på Brøndby Stadion, og den blev spillet torsdag eftermiddag.
Det var de norske gæster, der indledte kampen bedst. Efter otte minutter stod fik Rikke Madsen en mulighed, men hun kiksede afslutningen.
To og et halvt minut senere fik Vålerenga endnu en mulighed, men Brøndbys nye førstekeeper Naja Bahrenscheer fik bolden i favnen i to forsøg efter nogle gode Vålerenga-kombinationer i Brøndbys straffesparksfelt.
De norske mestre havde bolden mest, men Brøndby stod godt organiseret defensivt, hvilket gav gæsterne ganske få chancer trods det store spilovertag.
Klodset straffespark
Efter et kvarter fik de Vålerenga dog spillets største chance foræret, da Mile Gejl Jensen lidt klodset nedlagde gæsternes Rikke Bogetveit Nygård i feltet. Den ungarske dommer var ikke i tvivl og pegede mod straffesparkspletten.
Dejana Stefanović svigtede ikke fra 11 meter og udplacerede sikkert Naja Bahrenscheer i Brøndby-buret.
Fire minutter senere fik Dejana Stefanović endnu en stor mulighed, da gæsterne fik tilkæmpet sig et frispark på kanten af Brøndbys felt. Igen var det Rikke Bogetveit Nygård, der blev nedlagt, denne gang af Freja Abildå. Dejana Stefanović lossede dog den store mulighed forbi mål.
Brøndbyspillerne havde i store dele af første halvleg af svært ved at ramme hinanden. Det var dels gæsternes fortjeneste, men langsomt fik hjemmeholdet afleveringerne til at hænge sammen og presset gæsterne længere tilbage på banen. Der gik dog hele 38 minutter, før Brøndby havde den første afslutning på mål.
Agnete Nielsen forsøgte sig i gæsternes straffesparksfelt, men fik ikke ramt bolden ordentligt.
Kort efter havde Frederikke Lindhardt en god mulighed, men også her var afslutningen for uskarp. Brøndbys jagts på en udligning inden pausen forblev uforløst. Afslutningerne manglede simpelthen kvalitet, og de blå-gule måtte derfor gå til pause bagud med et enkelt mål.
Kom stærkt igen
Efter pausen var det også gæsterne, der begyndte bedst. Celin Bizet Ildhusøy var tæt på at fordoble gæsternes føring efter få minutter, men Brøndby slap med skrækken. Naja Bahrenscheer fik i samarbejde med Caroline Pleidrup ekspederet bolden ud til hjørnespark.
Langsomt fik Brøndby dog bedre styr på boldomgangen, og de sidste 35 minuttter af kampen var hjemmeholdet totalt dominerende. Den afgørende skarphed manglede dog i flere af tilfældene.
Frederikke Lindhardt fik lidt tilfældigt en stor mulighed i gæsternes straffesparksfelt, men afslutningen blev pareret af Hannah Seabert i Vålerenga-målet.
Godt fem minutter senere fik Nanna Christiansen serveret et indlæg fra Josefina Hasbo, men Brøndby-måltyven måtte se sit hovedstødsforsøg reddet helt ude ved den ene stolpe af Hannah Seabert.
To minutter senere lykkedes det dog for Brøndby at høste belønningen. Josefine Hasbo erobrede lidt tilfædigt bolden, tog et enkelt træk til højre og fra kanten af straffesparksfeltet sendte hun bolden op i det lange målhjørne til 1-1.
Dramatisk afslutning
Brøndby trykkede gæsterne helt i bund i kampens slutfase, men målene udeblev, og de to hold måtte ud i to gange 15 minutters forlænget spilletid for at afgøre slaget. Heller ikke her lykkedes det de to hold at komme på tavlen, så duellen skulle afgøres fra 11-meter-pletten.
I straffesparkskonkurrencen trak Brøndby det længste strå. Gæsternes andet spark blev overplaceret af Dejana Stefanović, der ellers havde øvet fra straffesparkspletten sig tidligere i kampen. De næste seks spark blev alle sendt i kassen, og dermed hvilede der et tungt pres på Chirine Lamti, der skulle sparke det sidste af Brøndbys fem spark.
Chirine Lamti lod sig dog ikke mærke af presset. Iskoldt tordnede hun bolden op i det ene målhjørne uden chance for Hannah Seabert, inden hun piskede ned mod holdkammeraterne for at juble over at have sikret sig billetten til ottendedelsfinalerne.
Tirsdag bliver der trukket lod blandt de sidste 16 hold, som Brøndby altså er en del af, og de første kampe forventes at blive spillet i begyndelsen af marts.
Læs også:
- BIF-træner: Vi havde forberedt os grundigt
- Brøndbys unge målscorer: Vi bliver belønnet for at vores hårde arbejde
- Anfører efter CL-triumf: Vi er sultne og tror på os selv
- UEFA sløjfer returopgør i Champions League
- Aflyser nordisk brag i Champions League: Det eneste rigtige at gøre
- UEFA aflyser opgør i Champions League på grund af coronavirus i Brøndby-truppen