fbpx
Borgmester: Årets virksomhed yder en flot og betydningsfuld indsats
2021-01-26_at_16-02-08_Fujifilm_X-T4_DSCF6611x.jpg

Foto: Robert Hendel

OFS Fitel kan for anden gang kalde sig årets virksomhed i Brøndby. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Gennem 10 år har årets virksomhed i Brøndby hjulpet voksne udviklingshæmmede med at føle sig som en del af en arbejdsplads

Japansk-ejede OFS Fitel, der fremstiller optiske fiberkabler til hele verden, kan kalde sig Brøndbys bedste virksomhed i det næste år.

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune uddeler en gang årligt prisen Årets Virksomhed til en virksomhed, der gør en særlig indsats for at skabe et rummeligt arbejdsmarked. I år faldt valget på OFS Fitel, der ligesom sidste års vinder har adresse i Priorparken.

– Når netop OFS er blevet valgt til at vinde prisen som årets virksomhed, skyldes det, at I har udvist et ekstraordinært socialt ansvar på trods af corona-pandemien, lød det, da Brøndby-borgmester Kent Magelund (S) var forbi for at overrække beviset på, at OFS Fitel for anden gang kan kalde sig Brøndbys bedste virksomhed.

Gennem 10 år har virksomheden hjulpet voksne udviklingshæmmede, der er tilknyttet Job- & Aktivitetscenter Vestegnen med at indgå i det faglige og sociale liv på en arbejdsplads.

– Jeres indsats for jobmuligheder til voksne udviklingshæmmede er både flot og betydningsfuld. Det er en mærkesag for både vores beskæftigelsesudvalg og hele vores kommunalbestyrelse, sagde Kent Magelund, da han besøgte virksomheden i sidste uge.

Har vundet før

På grund af corona-restriktionerne var ceremonien reduceret til en mindre en af slagsen i den friske luft. Derfor var det kun borgmester Kent Magelund og formand for Beskæftigelsesudvalget, Frantz Hansen (S), der var mødt op for at overrække prisen til Stig Christian Bordoff, der som seniorindkøber har den daglige kontakt til de borgere fra Job- og Aktivitetscenter Vestegnen, der møder ind i OFS Fitels lokaler i Priorparken.

OFS Fitel modtog første gang prisen i 2012, og ifølge Per Kringhøj, der er Senior Manager i virksomheden, er det en pris, som man i OFS Fitel er stolt af.

– Vi har stor glæde af borgerne fra Job- & Aktivitetscenter Vestegnen. Det er glade mennesker, der trofast møder ind hver dag og yder et vigtigt stykke arbejde for os, siger Per Kringhøj, der er Senior Manager i OFS og tilføjer, at en af borgerne netop er ansat i et skånejob i virksomheden.

Ifølge Per Kringhøj har borgerne fra Job- & Aktivitetscenter Vestegnen i de senere år været med til at genbruge de plasticspoler, som bliver brugt i produk­tionen.

– Så vi også gør noget godt for miljøet, siger han og oplyser, at to af borgerne fra Job & Aktivitetscenter Vestegnen har været tilknyttet OFS Fitel i alle de 10 år, samarbejdet indtil videre har varet.

OFS Fitel er den første til at vinde prisen som årets virksomhed i Brøndby to gange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top