fbpx
Vi ser gerne mere alment byggeri
Debat_web.png
Debat.  

Kære Henrik. Selv tak og tak for dit svar på mit læserbrev. Ja, det er altid godt at få klarhed over, hvem der mener hvad.

Jeg mener nu ikke, at vi Socialdemokrater stigmatiserer nogen. Vi gør opmærksom på, at der skal rigtig gode indkomster til for at købe både huse og ejerlejligheder i Vallensbæk.

Og ja, vi har stemt for den udviklingsstrategi, som er debatteret og vedtaget i kommunalbestyrelsen. Det udelukker dog ikke, at vi åbner op for at bygge mere alment boligbyggeri i kommunen. Der er så meget byggeri i gang, og vi ser gerne, at mere af byggeriet bliver opført som almennyttigt boligbyggeri. Det vil give knap så velbeslåede borgere mulighed for at slå sig ned her.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forstå et godt mix og en god balance. Hvis der er tale om et godt mix og en god balance mellem ejer-, leje- og almene boliger, så må det vel betyde, at en borger når som helst kan flytte ind i en lejet lejlighed, når der bliver behov for det. Det er vist ikke helt sådan situationen er i dag i Vallensbæk.

Der er flere grunde til, at vi gerne ser et kommunalt drevet plejehjem fremfor et friplejehjem. En af dem er, at det er uvist, om vi som kommune får anvisningsret til de boliger, som et friplejehjem kommer til at rumme. Vi mener det er kommunal kerneopgave at drive plejehjem for kommunens ældre borgere, ligesom det er en kommunal opgave at sørge for, at der boliger til mennesker, som f.eks. mister deres job og kun har en indkomst, eller som bliver enlige eller måske endda enlige forsørgere. For dem er der lange – eller ingen – udsigter til at få en alternativ bolig i Vallensbæk, ligesom der er for f.eks. unge mennesker – for slet ikke at tale om unge enlige. Det er bare en umulighed.

Men det er da rart at vide, at borgmesteren er glad for, at kommunens borgere har højere indtægter end i de fleste andre kommuner. Og at vi med den strategi vi følger tiltrækker ressourcestærke borgere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top