Københavns Vestegns Politi har i dag udstedt opholdsforbud på dele af adressen Brøndbytoften 11, 2605 Brøndby, som blandt andet rummer et opholdssted for rockergruppen Bandidos.
Baggrunden for forbuddet er, at politiet på grundlag af en verserende, voldelig konflikt mellem rockergruppen Bandidos MC og bandegrupperingen NNV-Gruppen frygter angreb på Bandidos-klubhuset, og det kan ifølge politiet være til væsentlig fare for personer, der bor eller opholder sig i nærheden.
– Med et opholdsforbud gør vi ejendommen mindre egnet som potentielt angrebsmål, da der selv sagt ikke må være personer på stedet, siger Peter Malmose, der er fungerende politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi.
Den del af adressen Brøndbytoften 11, 2605 Brøndby, som er omfattet af forbuddet, vil vil være markeret med skilte. Forbuddet trådte i kraft i dag den 28. januar 2021 klokken 17.00 og gælder indtil videre frem til torsdag den 11. februar 2021 klokken 17.00.
En overtrædelse af opholdsforbuddet kan medføre fængselsstraf i op til to år, oplyser Københavns Vestegns Politi, der i den næste tid vil skærpe patruljeringen i området.