fbpx
Opfordring fra beboer: Husk mundbind i vaskekælderen
DSC08900.jpg

Lena Bakkensen mener, man skal bruge mundbind i den lille vaskekælder. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Lena Bakkensen mener, man skal bruge mundbind i den lille vaskekælder. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Der er ikke noget krav fra myndighederne om mundbind i vaskekælderen, men når seks mennesker står tæt sammen i et lille lokale bør det give sig selv, mener en beboer på Florasvej, der nu har fået sat en opfordring op

Du skal have mundbind på i supermarkedet, i bussen og de fleste andre steder, hvor flere fremmede mennesker kan være samlet på begrænset plads. Men i fællesvaskerier i for eksempel boligforeninger er det ikke et krav. Det forstår Lena Bakkensen, der bor på Florasvej ikke.

Under Florasvej 23 ligger et lille fællesvaskeri med fem vaskemaskiner og to tørretumblere. Mellem maskinerne er der nogle få ledige kvadratmeter, hvor der står vaskekurve på hjul og en enkelt stol. Her kan beboerne på Florasvej enten booke vasketider eller møde op uden tidsbestilling og se, om der er ledige maskiner.

– Jeg er jo nødt til at bruge fællesvaskeriet, når jeg skal vaske tøj, da vi jo ikke har vaskemaskiner i lejlighederne, fortæller Lena Bakkensen.

Da hun i december, mens smitten var på sit højeste i Danmark, var i vaskekælderen, var der på et tidspunkt seks personer i det lille lokale.

– Folk gik ind imellem hinanden og talte sammen – uden mundbind. Jeg var den eneste med mundbind på, og det er umuligt at holde afstand sådan et sted. Jeg spurgte en af dem, hvorfor hun ikke brugte mundbind, og hendes svar var, det skulle man ikke, når det ikke stod nogen steder, siger hun.

Hun fortæller, at det lille lokale ofte også har en social funktion, hvor folk kan tage en hyggelig lille sludder med naboerne, mens de venter på, at vasketøjet bliver færdigt.

– Det er meget fint at hygge sig, men nu har vi levet med corona-restriktionerne i snart et år, og folk er generelt gode til at holde afstand. Lige her gik det bare galt, siger Lena Bakkensen.

Har sat skilt op

Der er ikke nogen af de nuværende reger for brug af mundbind, der dikterer, at der skal bæres mundbind i et fællesvaskeri i et boligselskab. Det mener Lena Bakkensen dog, at der burde være.

– Coronaen jo smitter alle vegne, hvor folk er sammen, og de gældende restriktioner for transport, centre, butikker, offentlige toiletter, cafeer og så videre om mundbind og afstand bør selvfølgelig også gælde i et fællesvaskeri, hvor rigtigt mange bruger de samme faciliteter, siger hun.

Hun har derfor været i kontakt med boligselskabet, som nu i første omgang har sat et skilt op med de generelle anbefalinger for at undgå corona med at nyse i ærmet og undgå håndtryk. Hun håber dog, at hun med denne opfordring kan få naboerne til også at bruge mundbind, når de er i fællesvaskeriet.

– Jeg har gennem den sidste tid følt mig utryg ved at være afhængig af at skulle i vaskekælderen, da jeg frygter at blive smittet med corona dernede, idet kun et fåtal af beboerne vælger at anvende mundbind og håndsprit, når de er der. Jeg er frustreret over det, fordi jeg virkelig gør alt, hvad jeg kan i min dagligdag for at overholde restriktionerne, og er bange for at blive smittet. Og derfor er jeg rystet og frustreret over, at andre folk åbenbart ikke tror, de kan blive smittet dernede, siger hun.

Er du enig i, at man bør bære mundbind i vaskekælderen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top