fbpx
Nyt samarbejde skal sikre flere børn og unge i bevægelse
kunstgraes-2.jpg
Flere børn og unge skal dyrke sport og motion i Glostrup. Arkivfoto: Jesper Ernst Henriksen
Glostrup. Endnu flere børn og unge skal give den gas på fodboldbanerne, slå kolbøtter i hallerne og have pulsen op i det fri. Det vil DGI Midt- og Vestsjælland og Glostrup Kommune i tæt samarbejde med Glostrups foreninger arbejde målrettet på i de næste tre år. Allerede 4. februar er der et virtuelt kick off for alle interesserede foreninger

Flere børn og unge skal i løbet af de næste tre år have øjnene op for værdien af at bevæge sig, for eksempel i den lokale forening. Det vil Glostrup Kommune og DGI Midt- og Vestsjælland arbejde for i de kommende tre år. De har derfor indgået et partnerskab om indsatsen ’Børn og unge i forening’ for perioden 2021 – 2023.

Partnerskabet skal blandt andet styrke idrætsforeningernes arbejde med at tage imod børn og unge og involvere og engagere dem i idrættens fællesskaber. Der skal etableres tværgående samarbejder og bygges bro mellem idrætsforeninger, skoler og daginstitutioner, og der skal skabes synlighed om mulighederne for idræt og bevægelse for børn og unge i Glostrup Kommune.

Foreningen er rammen

En del af partnerskabet fokuserer på at styrke foreningerne med inspiration, sparring, uddannelse og markedsføring. Udgangspunktet er, at især børn og unge har brug for organiserede aktiviteter, hvis de skal have lyst til at komme igen. Her er foreningerne en fantastisk ramme.

– Forenings- og fritidsliv er forbundet med sjov, leg og glæde og fysisk og mental sundhed. På den måde er idrætsforeningerne en fantastisk ramme at være aktiv i. Det er derfor en væsentlig del af indsatsen at styrke netop dem. Formålet med partnerskabet er at skabe bedre forudsætninger for, at flere børn og unge i Glostrup Kommune bliver en del af det lokale idrætsliv og får en solid dosis bevægelsesglæde. Det kræver blandt andet de rigtige tilbud og synlighed af dem, siger Bruno L. Hansen, formand for DGI Midt- og Vestsjælland.

Virtuelt kick off

Interesserede foreninger kan allerede den 4. februar blive klogere på, hvad samarbejdet betyder og ikke mindst give deres besyv med, hvad der skal til for at få flere aktive børn og unge i kommunen. Det sker virtuelt kl. 17:00–18:15. Det er gratis at deltage, men det er nødvendigt med tilmelding.

– Som idrætsforeningsmand ser jeg meget frem til kick off-mødet, og jeg håber, at mange af foreningerne vil bakke op om arrangementet, siger Morten Schumann, formand for Glostrup Samvirkende Idrætsforeninger.

– Vi vægter samarbejdet højt, derfor inddrager vi også foreningerne med det samme, siger idrætskonsulent i Glostrup Kommune, Sidsel Vinther.

– Det er vigtigt, at indsatserne tager udgangspunkt i den enkelte forenings behov og ønsker, ellers kommer det ikke til at virke. På kick off-mødet fortæller vi mere om projektet og dets aktiviteter. Men vi vil også gerne høre, hvad den enkelte forening har af ideer og ønsker til at styrke netop dem.

Tilmelding til kick off-mødet skal ske på www.glostrup.dk/kickoff senest 3. februar 2021 kl. 23.59.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top