fbpx
Job giver indhold i livet
Martin-Skou-Larsen.jpg
Martin Skou Larsen er 38 år og er købmand i Rema1000 i Vallensbæk, hvor hans kone Karina også arbejder.
Vallensbæk. For Martin Skou Larsen fra Rema 1000 i Vallensbæk er det vigtigt at hjælpe mennesker med udfordringer til at få et indhold i livet, ved at give dem et job

Når man er købmand, handler det ikke kun om at drive en god forretning; det handler også om at gøre en forskel for mennesker. Det er filosofien hos Martin Skou Larsen, der har været købmand i Rema 100 i Vallensbæk siden januar 2017, hvor butikken næsten lige var åbnet.

– Jeg havde en butik i Rødovre før, men det er et andet klientel her: Folk er mere smilende i Vallensbæk, end når man kommer længere ind mod byen – der er mere stress derinde, end der er her. Så det gjorde en kæmpe forskel for mig at komme til Vallensbæk. Jeg dyrker et positivt menneskesyn, så det er vigtigt for mig, at vi har en positiv tilgang til livet og positive mennesker i butikken, siger han.

Det menneskesyn har også betydning for hans tilgang til at ansætte medarbejdere. I butikken er der nemlig ud over almindelige ansatte også flexjobbere med kognitive udfordringer ansat. Halvdelen af de faste medarbejdere er nogen, der har en udfordring på den ene eller anden måde.

– Jeg er glad for at kunne give nogle mennesker noget indhold i livet, og give dem følelsen af, at de gør gavn, at de gør en forskel. Det synes jeg, min type virksomhed er forpligtet til at gøre, siger han.

Det har han oplevet gør en kæmpe forskel for de mennesker.

– De lyser jo op. De ændrer sig helt vildt. Det er totalt positivt. Når dagen er ovre, er jeg nødt til at sende dem hjem. Det giver dem bare rigtig meget, at de får noget ansvar. En af mine medarbejdere har aldrig haft et arbejde, hun har været glad for. Hun var et sted, hvor hun kun fik lov til at tørre støv af. Hos mig får hun lov til alt muligt, hun har ansvaret for alt, der hænger på kroge i butikken. Selvom hun er her på tredje år, siger hun, hver gang hun kommer på arbejde, at hun er så glad for at være her. Så et eller andet må vi jo gøre rigtigt, siger købmanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top