fbpx
Gåture giver eleverne trivsel under nedlukning
DSC08953.jpg
Der er tid til at snakke lidt undervejs. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Glostrup. Efter op mod syv uger uden fysisk kontakt til klassekammeraterne er det begyndt at blive hårdt for nogle børn at holde motivationen for skolearbejdet oppe. Derfor arrangerer Vestervangskolen nu gåture i det fri for små grupper

Ved globussen foran Vestervangskolen står Henrik og Morten, der er pædagoger på skolen, og taler med to drenge, som de skal have med på en lille tur. De skal ud at fange pokemon, og de har lige set, at der ved det nye vandtårn, som ligger en pæn, lille gåtur væk, måske kan være en meget sjælden pokemon, som de vil prøve at fange.

– Morten er level 30, jeg er kun level 13, siger et af børnene, mens de alle står og kigger på deres Pokemon Go-app. Så Morten er god at have med, når man skal på pokemon-jagt.

Det er nu syv uger siden, at elever i 5. til 9. klasse i blandt andet Glostrup blev sendt hjem og skulle modtage undervisning digitalt. For de mindre børn er det fem uger, og de kommer tidligst tilbage i skole den 8. februar.

Fokus på trivsel

Der har over de seneste uger været meget fokus på, om børnene lærer det de skal i hjemmeundervisningen. Det er også i fokus på Vestervangskolen, men fordi nedlukningen nu har været så længe, er fokus også blevet drejet over på, om børnene trives med hjemmeundervisningen.

Det optager os, hvordan fjernundervisningen fungerer, så børnene stadig lærer noget, selvom de er hjemme. De skal have en faglig progression. De fleste klasser er online efterhånden, også helt nede i indskolingen. Nu er der også opmærksomhed på trivslen

Sandra Albrekt Karmann

– Det optager os, hvordan fjernundervisningen fungerer, så børnene stadig lærer noget, selvom de er hjemme. De skal have en faglig progression. De fleste klasser er online efterhånden, også helt nede i indskolingen. Nu er der også opmærksomhed på trivslen, siger Sandra Albrekt Karmann, skoleleder på Vestervangskolen.

Eleverne har i forvejen gruppearbejde som en del af online-undervisningen, hvor de i mindre rum på teams kan mødes og løse nogle opgaver i fællesskab, ligesom hvis de var almindeligt i skole. Det er nu suppleret.

– Man får lavet en aktivitet, hvor børnene skal lave noget andet sammen end at sidde og løse en faglig opgave. Så de også kommer til at snakke sammen, siger Sandra Albrekt Karmann.

Ifølge hende mister eleverne noget socialt, når de i en periode, der er længere end en normal sommerferie, ikke ser klassekammeraterne.

– Undervisningen online kan ikke stå mål med den daglige kontakt. Forsamlingsforbuddet gør det heller ikke bedre, når det nu kun er fem, der må mødes. Nogle har måske heller ikke alderen til at gå ud. Derfor så har vi lavet det tiltag, så pædagogerne er opsøgende og henter børnene og giver dem et afbræk. Det handler om at komme ud og få noget frisk luft og se de voksne og nogle få af sine kammerater, siger hun.

Det kan være godt at komme ud og få noget frisk luft under corona-nedlukningen. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Tid til snak

Er du med, Simon? Råber Morten og Henrik, efter en af de tre elever, de har med på gåtur mandag eftermiddag. De er nu nået et stykke op af Sportsvej, hvor der har været et par pokemons at fange undervejs.

Simon har lidt problemer med at logge ind på sin Pokemon Go-konto. Han har glem sit kodeord, og er derfor sakket lidt bagud. De to voksne og de to andre børn på turen stiller sig og venter på Simon, selvom de egentlig har lidt travlt, hvis de skal nå at fange den sjældne pokemon.

I mellemtiden er der lige tid til at snakke lidt om, hvordan det går derhjemme, når ens forældre både skal forsøge at passe hjemearbejde, ens mindre søskende og måske lige hjælpe lidt med lektierne.

Hjælp til forældrene

For mange forældre til især børn i indskolingen har de seneste uger også været en udfordring, hvor hjemmearbejde skulle passe sammen med at støtte børn i undervisningen.

– Vi vil gerne være med til at give en varieret dag, være med til at give et afbræk for børnene. Der er mange forældre, som er hårdt pressede derhjemme, når de skal være med på sidelinjen. Vi forsøger at sørge for, at forældrene ikke skal være nødvendige, men virkeligheden er, at mange børn har brug for en hånd derhjemme, siger Sandra Albrekt Karmann.

Og i sidste ende, kan en lang og kedelig nedlukningen gå ud over motivationen for at gå i skole.

– Faren ved sådan en nedlukning kan være, at motivationen for skoledelen daler. Det handler om at putte det ind, som også giver trivsel. Hvis man ikke trives, kan man ikke lære noget. Børnene har brug for at se hinanden og de voksne, siger hun.

De tre børn og to voksne fik fanget flere pokemon på turen. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Fik fanget pokemon

Ved vandtårnet når den lille gruppe på fem personer lige frem i tide og får fanget den sjældne pokemon Sceptile. Derefter fortsætter de turen rundt i området på jagt efter flere pokemon.

Efter cirka halvanden times gåtur rundt i Vestervangkvarteret er Morten og Henrik tilbage på Vestervangskolen med de tre børn, der nu både har fået snakket lidt med hinanden og nogle andre voksne end deres forældre. Og fået fanget nogle pokemons.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top