fbpx
Farvel efter 20 år
formandsskifte-SBG.jpg

Carl Aage Lausten har overtaget formandsposten efter Jens Crone.

Carl Aage Lausten har overtaget formandsposten efter Jens Crone.
GLOSTRUP. Vestegnens Garderforening, der primært holder til i Glostrup, har fået ny formand.Den tidligere formand Jens Crone er efter 20 år på posten blevet landsformand

Efter 20 år med den samme formand er det nu blevet tid til en ny på posten i Søndre Birks Garderforening, der har gamle gardere fra hele Vestegnen som medlemmer.

Ved den coronaforsinkede generalforsamling for nylig blev Carl Aage Lausten valgt som formand, efter at Jens Crone, der har stået i spidsen af foreningen i 20 år, er fratrådt, fordi han er blevet præsident for den landsdækkende soldaterforening De Danske Garderforeninger.

Foreningen blev grundlagt i 1938 af en gruppe gamle gardere fra Den Kongelige Livgarde. Aktuelt
er der 130 medlemmer, der primært mødes i Glostrup.

– Glostrup er og har været base for foreningen i mange år. For eksempel har vi skydning fast hver onsdag i skydebanerne i Glostruphallen, og benytter hallens restaurant til generalforsamling, bankospil, skydeafslutninger m.m. Vi deltager også med fanen ved den årlige flagdag den 5. september foran Glostrup rådhus, siger den nyvalgte formand, der også nævner bowling, golf, andespil, gardermarch, foredrag og udflugter blandt aktiviteterne.

– Sammenholdet og fællesskabsfølelsen er stadig lige stærkt og usvækket i dag blandt de gamle gardere. Uanset om du har været indkaldt i 1952 eller 2019, har du et fællesskab og et kammeratskab, som bunder i de fælles oplevelser og påvirkninger i tjenesten som garder. Som gammel garder fra Den Kongelige Livgarde oplever man også denne helt specielle følelse af sammenhold og tillid, at man stoler på hinanden og hjælper, når der er behov for det. Mottoet er derfor også: En gang garder, altid garder, siger Carl Aage Lausten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top