fbpx
Farms Kitchen er nu en rigtig restaurant
Farms-1.jpg

Farm og Steffen Weise har nu fået deres eget sted. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Farm og Steffen Weise har nu fået deres eget sted. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Efter tre år i en foodtruck har Farms Kitchen fået sit eget sted tæt på stationen. Her skal der stadig være thailandsk streetfood stemning med åbent køkken om sommeren

For tre år siden startede Farm og Steffen Weise Farms Kitchen, der lå i en food-truck ved HTH køkkener, der senere blev flyttet til Banegårdspladsen. Kort før nytår kom næste skridt, da de fik en rigtig restaurant på Tøffelmagerstien, der forbinder Jernbanevej med Banegårdspladsen.

– Vi har været i gang i snart fire år og har mange faste kunder, så vi bruger ikke rigtig foodtrucken til at køre ud og stå forskellige steder. Så er det nemmere med et fast lokale, hvor vi har indlagt vand og gas, siger Steffen Weise.

Som navnet antyder, er det primært Farms restaurant. Farm er født i Thailand, så der er selvfølgelig thai-retter på menuen. Da parret overtog restauranten i det centrale Glostrup, var det derfor Farm, der stod for indkøb af udstyr.

– Hun ville have det bedste, og det har hun fået. Wokken er kåret til verdens bedste. Hun ville have så meget power på gasblussene, at vi var nødt til at få lagt en ny gasledning direkte ind i køkkenet, fortæller Steffen Weise.

Street-food

Det større køkken får også en betydning for udvalget. I foodtrucken kunne man typisk vælge mellem tre-fire retter, der blev skiftet hver dag. Nu kan alle de samme retter vælges hver dag.

– Vi kører de samme retter, som vi havde i vognen, men her kan man bestille det hele. Alle danskere kender de her thai-retter. De er meget populære blandt turister i Thailand og på thai-restauranter i Danmark, fortæller Farm.

I løbet af de første dage, var det dog nogle nyheder på menukortet, der var mest populære.

– Så har jeg også tilføjet mine egne favoritter. Det er mine yndlingsretter, som jeg godt vil have, at andre også får mulighed for at smage. Der er ikke mange andre i Danmark, der har dem på menuen, siger hun.

Selvom Farms nu er blevet en rigtig restaurant, så bevarer de meget af forbindelsen til street-food traditionerne.

– Vi har prøvet at lave det som et åbent køkken. Man sidder og er med i køkkenet og kan høre panderne og dufte maden. Vi har ikke tallerkener og bestik og sådan, men man må gerne sidde her og spise sin mad – når coronaen tillader det, siger Steffen Weise.

På grund af corona, er alt i den lille restaurant lige nu take-away. Men når coroanen er væk og vi igen kan nyde de lange, lyse sommeraftener, bliver stemningen omkring Farms forhåbentlig en helt anden.

Vi har en foldedør ud mod stien, så om sommeren kan vi åbne helt op. Så kommer der lidt thai-musik i højtalerne og nogle borde og stole ud, hvor folk de kan sidde og nyde en kold iskaffe. Så vi kan være en del af lokalmiljøet, hvor folk de stopper, måske for at spise, men ellers bare for at få lidt at drikke og nyde stemningen, siger Steffen Weise.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top