fbpx
Et år med nyt beredskab
Beredskab-1.jpg

Dennis Ottosen er chef for de knap 100 mand i Beredskab 4K

Dennis Ottosen er chef for de knap 100 mand i Beredskab 4K
VALLENSBÆK. Beredskab 4K er navnet på det beredskab – eller brandvæsen, om man vil – som har dækket Vallensbæk siden januar 2020. Beredskabschef Dennis Ottosen gør status efter det første år

Hvis huset brænder, og man ringer 1-1-2, så skal brandvæsenet komme hurtigt. Det er og bliver den vigtigste opgave for Beredskab 4K, der dækker kommunerne Vallensbæk, Ishøj, Høje-Taastrup og Greve.

– Vi kan sende to køretøjer af sted straks – på under et minut. Vi skal være fremme hvor som helst i vores område på under ti minutter, og ofte er vi der hurtigere, fortæller beredskabschef Dennis Ottosen, der står i spidsen for Beredskab 4K.

Det nye beredskab afløste Østsjællands Beredskab (ØSB) fra 1. januar 2020 og har dermed nu et års jubilæum. ØSB bestod af hele otte kommuner fra Vallensbæk i nord til Stevns i syd, og det viste sig at være for stort et område til at det gav mening i praksis. Så Vallensbæk, Ishøj og Høje Taastrup dannede et beredskab sammen

– som de også havde haft før 2015 – og Greve kom også med.

Dennis’ første opgave var at sikre for en glidende overgang til Beredskab 4K.

– Jeg synes, vi er kommet rigtig godt fra land. Vi har haft fokus på sikker drift, og serviceniveauet er lige så højt som før, fortæller Dennis Ottosen.

tættere på borgerne

Dennis råder over i alt 70 brandfolk inklusive deltidsbrandmænd samt 25 frivillige. De sørger for, at der er døgnbemandet på brandstationerne i Høje Taastrup og Greve, som drives i samarbejde med Falck. Derudover er der en håndfuld administrative ansatte, der blandt andet samarbejder med kommunerne om brand-
teknisk byggesagsbehandling.

Hvert år har brandvæsenet omkring 100 udrykninger i Vallensbæk.

– Det kan være alt fra færdselsuheld til brandalarm på en daginstitution. Bygningsbrande er der heldigvis kun få af om året i Vallensbæk, siger Dennis.
Når der en gang imellem er en større brand i en bygning, så kan Dennis mønstre syv brandkøretøjer og 16 brandfolk. Og hvis det ikke er nok, så samarbejder Beredskab 4K med de omkringliggende brandvæsener, der kan sende mandskab og vogne.

Når Dennis ser tilbage på det første år med Beredskab 4K, tænker han først og fremmest på nærheden.

– Nu, hvor vi dækker færre kommuner, er vi kommet tættere på borgerne, på byggesagskontorerne og på lokalpolitikerne, fortæller Dennis og tilføjer, at der også er kommet mere nærhed i forhold til de ansatte.

– Ledelsen og brandfolkene er kommet tættere på hinanden, og det har været godt for arbejdskulturen. Medarbejderne er rigtig gode til at komme med ideer til, hvordan vi kan løse vores opgaver endnu bedre, og det giver noget ejerskab og en lyst til at yde sit allerbedste i hverdagen, siger Dennis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top