fbpx
Antallet af nye smittede falder
2021-01-03_at_16-38-49_Apple_iPhone-12-Pro_IMG_6474x.jpg

Foto: Robert Hendel

Antallet af nye smittede er faldet i Brøndby, Glostrup og Vallensbæk. Arkivfoto: Robert Hendel
HELE OMRÅDET. I både Glostrup og Vallensbæk er antallet af nye smittede på en uge faldet markant. I Brøndby er der også sket et fald, blandt nye smittede. Antallet af nye smittede i de tre kommuner er på niveau med begyndelsen af december

Noget tyder på, at det går den rigtige vej med smitten i både Glostrup, Brøndby og Vallensbæk. Det viser de seneste smittetal fra Statens Serum Insititut.

Brøndby er med 152 nye smittede i den seneste uge nummer fire på listen over de hårdest ramte kommuner, selvom antallet af nye smittede på en uge er faldet med 14 procent. Med 417 nye smittede ud af 100.000 indbyggere er Brøndby på det laveste niveau siden begyndelsen af december.

Det samme billede tegner sig i Glostrup, hvor der er sket et fald på 20 procent i nye smittede forhold til for en uge siden, så der nu er 325 nye smittede per 100.000 borgere.

I Vallensbæk er der konstateret et større fald i antallet af nye smittede blandt byens borgere. Her er udviklingen i nye smittede gået ned med 32 procent på en uge. Mandag blev der registreret 51 nye smittede i Vallensbæk i den seneste uge. Det svarer til 308 smittede i forhold til 100.000 indbyggere.

Det er dog ikke kun antallet af nye smittede, der ser ud til at være faldende. Også positivprocenten lader til at dale, og det betyder, at der er færre smittede i de tre kommuner.

Hjælp til transport

I sidste uge blev alle kommunerne færdige med at vaccinere borgere på plejehjemmene. I denne uge er turen derfor kommet til borgere over 65 i eget hjem, der modtager både personlig og praktisk pleje.

Personlig pleje er for eksempel hjælp til at komme i tøjet, blive vasket eller få skiftet forbindinger. Praktisk hjælp er for eksempel hjælp til rengøring. Derudover er udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19 blevet udvalgt af hospitaler og egen læge.

Alle disse personer har nu modtaget et brev i enten e-boks eller i postkassen, med information om, hvordan vaccinen kommer til at foregå. Derudover har kommunerne ringet til dem alle for at tilbyde dem hjælp til transport til vaccinationen.

Borgere, der ikke selv kan transportere sig på grund af en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og ikke har en pårørende, der kan hjælpe sig, kan få hjælp til transporten af kommunen.

Glostrup Kommune oplyser på sin hjemmeside, at de arrangerer en samlet kørsel for de borgere, der ikke selv kan stå for transporten. Der vil være cirka otte borgere i en minibus, eller fire kørestolsbrugere, en medhjælper og en chauffør.

Alle skal selvfølgelig stadig overholde corona-forholdsreglerne om at bære mundbind eller visir og spritte hænderne af, når de går ind i bussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top