fbpx
Årets ungdomsleder: Det motiverer mig til at gøre endnu mere for de unge
2019-08-10_at_16-56-00__DSC2860x.jpg

Foto: Robert Hendel

Emad Mansour fra Brøndby Karateklub er årets idrætsleder i Brøndby Kommune. Han er blandt andet træner for sin talentfulde søn Hassan (til højre), som har vundet tre DM-guldmedaljer i træk. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Emad Mansour fra Brøndby Karateklub er årets ungdomsleder i Brøndby Kommune. Han vidste ikke, at han klubbens øvrige trænere havde indstillet ham til prisen for sin store frivillig indsats for de unge i klubben

Først blev festen udskudt. Siden blev den helt aflyst.

Coronavirus fik i den grad ram på den årlige fejring af de mange frivillige i de hundredevis af folkeoplysende foreninger i Brøndby Kommune. Coronaen fik imidlertid ikke sat en stopper for uddelingen af priserne for 2019, selvom den kom med ni måneders forsinkelse.

Der var derfor ingen rød løber, som var rullet ud. I stedet ringede borgmester Kent Magelund (S) til de nominerede, og senere til vinderne af de fem store priser.
For årets ungdomsleder kom opkaldet fra borgmesteren som en stor, men dejlig overraskelse. Vinderen vidste nemlig ikke, at de øvrige trænere i klubben havde indstillet ham til prisen.

– Jeg står med en god følelse nu. Det betyder, at mine kollegaer i klubben sætter pris på det frivillige arbejde, jeg lægger i klubben, fortæller Emad Mansour fra Brøndby Karateklub, der blandt andet har vundet prisen for i en længere årrække at have bidraget positivt til udviklingen af Brøndby Karateklub.

Oprindeligt var han indstillet til prisen som årets idrætsleder, men fordi Emad Mansour primært arbejder med børn og unge, besluttede Idræts- og fritidsudvalget at flytte indstillingen over til årets ungdomsleder. Her var han nomineret sammen med Helle Kristensen fra Det Danske Spejderkorps – Kiowa-Ringebæk og Jesper Dehn fra Spejdergruppen Ulf Jarl.

– Der er mange her i Brøndby, som gør en stor indsats inden for hver deres område, og de fortjener alle sammen at blive hyldet. Det er et stort skulderklap, siger Emad Mansour.

Lykønsket alle steder

Normalt er det hans talentfulde søn Hassan, der løber med opmærksomheden, når han vinder turneringer og mesterskaber til klubben.

– Han er rigtig glad for, at jeg også er blevet anerkendt for mit arbejde. Han kan godt se, hvor meget tid vi har brugt sammen – ikke mindst for at bakke ham op, siger årets ungdomsleder. Det er dog ikke kun hans søn, som har bemærket, at Emad Mansour har fået den helt store anerkendelse fra Brøndby Kommune.

– Jeg er blevet bombarderet med lykønskninger, og det er dejligt, at de er glade. Det er jeg også, siger han.
Skulderklappet fra karateklubben og kommunen er med til at motivere Emad Mansour til at gøre endnu mere for foreningen. Prisen som årets ungdomsleder har han blandt andet fået på baggrund af sin indsats med at hverve frivillige til klubben.

Ifølge nomineringen til prisen gør Emad Mansour en stor dyd ud af, at karate skal være for alle, uanset de er en del af karateklubbens elite- eller breddehold.
Karateklubben er en af de foreninger, som har lidt under nedlukningen, men medlemmerne har bakket op om klubben.

– Vi havde en stor tilmelding, men måtte ligesom alle andre lukke ned i foråret. Langt over halvdelen var dog tilbage, da vi fik lov til at åbne igen, fortæller Emad Mansour.

Siden er klubben blevet lukket ned igen i kampen for at bryde coronasmittekæderne, og det ærgrer årets idrætsleder.

– Jeg synes især, at det er synd for dem, som har trænet op til en graduering for så at se samfundet lukke ned. Det kom ret pludseligt, for der var næppe ret mange, der havde set det komme for et år siden, lyder det fra Emad Mansour.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top