fbpx
Vagn vil vælges igen
2020-09-10_at_08-35-36_Fujifilm_X-T4_DSCF7073x.jpg

Foto: Robert Hendel

Socialistisk Folkeparti i Brøndby har valgt Vagn Kjær-Hansen som spidskandidat til næste års kommunalvalg. Han vil især sætte fokus på klimaet, ældreplejen og normeringer i daginstitutionerne

Når der næste år er kommunalvalg i Brøndby, bliver det med et kendt ansigt i spidsen for Socialistisk Folkeparti.

Vagn Kjær-Hansen, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget i kommunen, er klar til fire år mere i kommunalbestyrelsen for partiet, hvis han bliver stemt ind af vælgerne.

Skulle Vagn Kjær-Hansen blive valgt ind i kommunalbestyrelsen, er han klar til at kæmpe endnu mere for klimaet, som er et af fem særlige indsatsområder i kommunens samlede strategi for de næste 10 år.

– Det er ikke noget nyt, at vi i SF har fokus på klimaet, men det er en øjenåbner for mig, at der er en så massiv interesse fra vores borgere for at få klimaet på dagsordenen, og den skal vi som politikere lytte til, siger Vagn Kjær-Hansen.

Han mener, at kommunen er godt stillet, når det kommer til natur.

– Vi har havet, strandparken og nogle store grønne arealer som eksempelvis Brøndbyskoven, men der er også mange steder, hvor vi kan gøre det bedre i detaljerne, siger SF’s spidskandidat til næste års kommunalvalg.

Vagn Kjær-Hansen ser også gerne, at der bliver sparet energi i kommunens bygninger. Han ønsker eksempelvis at droppe gas og olie til fordel for vedvarende energikilder. Samtidig ønsker han, at det bliver nemt og attraktivt at cykle eller bruge kollektiv transport i hele kommunen.

Flere voksne

Ligesom klima og natur er minimumsnormeringer et begreb, der rimer på SF, hvis du spørger Vagn Kjær-Hansen.

Han mener, at det er vigtigt at sikre børn og medarbejdere tryghed i hverdagen ved, at der er det rette antal børn per voksen i kommunens institutioner.

– Det er heldigvis noget, som Folketinget har sat i gang henover de næste fem år, men jeg synes godt, at det må gå lidt hurtigere, siger Vagn Kjær-Hansen.

Ifølge SF’s spidskandidat lever Brøndby allerede op til normeringerne, men det skyldes blandt andet, at der er mange børn med særlige behov.

– Det betyder, at vi i virkeligheden skal have en normering, der er højere end den generelle minimumsnormering, siger Vagn Kjær-Hansen og understreger, at Brøndby allerede har gjort rigtig meget, men at han godt kunne tænke sig, at der blev gjort endnu mere.

Fokus på ældreplejen

Ifølge Vagn Kjær-Hansen løber medarbejderne stærkt i ældreplejen. Her ser han gerne, at der investeres mere.

Det kunne for eksempel være ved at tilknytte faste hold til den enkelte borger.

– Under corona er det blevet mere tydeligt, hvor svært det er for nogen, at der er stor udskiftning i personalet på plejehjemmene, forklarer Vagn Kjær-Hansen.

Han er af den opdattelse, at kommunens plejeboliger skal fungere som et værdigt hjem for beboerne.

– Der mener jeg, at vi skal gøre en indsats for at skabe mere tryghed blandt vores ældre, som har brug for vores hjælp, siger det fra Vagn Kjær-Hansen.

Han synes, at Brøndby kendt for at passe på dem, der har brug for hjælp. Sådan skal det gerne blive ved med at være. Ikke kun for de ældre.

Alle borgere har ifølge Vagn Kjær-Hansen ret til et ordentligt liv, og for nogle kræver det måske støtte fra kommunen.

– Vi skal hele tiden blive bedre til at hjælpe arbejdsløse til at få et job, handicappede til at klare sig på lige vilkår, og de syge til at blive raske, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top