fbpx
Tak en frivillig med en biografbillet
Tak.jpg

Giv et takkekort til en frivillig, der kan indløse det til en biografbillet. Foto: Lotte Olsen

På grund af coronarestriktioner kunne Glostrups årlige frivilligfejring ikke gennemføres i år. Borgmesteren sagde i sidste uge tak til byens frivillige med en online tale. Derudover har kommunen lavet et takkekort, der kan indløses til en biografbillet

Coronarestriktionerne har sat en stopper for mange sammenkomster i år. Således også for Glostrups årlige frivilligfejring. Byens frivillige bliver hvert år inviteret til et større arrangement med mad og underholdning, hvor de bliver takket af Glostrups kommunalbestyrelse ved borgmester John Engelhardt for deres frivillige indsats i Glostrup.

I år blev talen holdt online og sendt på Facebook og på Glostrup Kommunes hjemmeside. I talen takkede John Engelhardt foreningerne for deres tålmodighed, da alt blev lukket ned. Han takkede også for deres samarbejde med at mindske smittespredningen, da der igen blev lukket op. Derudover takkede han for det samfundssind, der udvises, når borgerne hjælper hinanden i svære situationer.

– Jeg er stolt og glad over at være borgmester i en kommune, hvor borgerne engagerer sig i det omfang, I gør i vores mange stærke og veletablerede foreninger inden for idræt, kultur og det frivillige sociale arbejde. Dertil kommer al den uorganiserede frivillighed og de mange frivillige, der er engagerede i kommunens institutioner, sagde borgmesteren.

Giv et takkekort

Talen var første skridt i en kampagne, hvor Glostrups Kommunalbestyrelse takker byens frivillige. Derudover er der udgivet et takkekort, som de, der arbejder i den frivillige verden, kan give til en frivillig med en lille hilsen og tak for indsatsen. Kortet kan indløses af modtageren til en biografbillet i Glostrup Bio.

– Jeg ved, at frivillighed bærer lønnen i sig selv … Men det er også rart at få en lille gave, som erkendtlighed for sin indsats, sagde John Engelhardt i talen til de frivillige.

Takkekortet kan hentes på Glostrup Bibliotek, Glostrup Fritidscenter, Idrætsanlægget og i Borgerservice på Rådhuset. Der er biografbilletter til de første 200, der indløser kortet i Glostrup Bio.

Se mere om kortet på glostrup.dk/tak under frivilligfejring 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top