fbpx
Smitten stiger kraftigt i Glostrup
2020-09-12_at_12-44-17_Fujifilm_X-T4_DSCF7226x.jpg

Foto: Robert Hendel

Folk valfarter i disse dage til de mobile testcentre. Mandag måtte testcentret i Kulturhuset Brønden blandt andet melde fuldt hus allerede ved middagstid. Arkivfoto: Robert Hendel
HELE OMRÅDET. Glostrup Kommune har fået et ordentligt nøk opad i corona-smitte over den seneste uge. Heldigvis har smittten ikke fundet vej til kommunens ældrecentre i denne omgang. I Brøndby er smitten også steget markant i den seneste uge, og andelen af nysmittede i kommunen er nu på sit højeste niveau siden epidemien brød ud

Da statsministeren mandag klokken 12 igen lukkede dele af det offentlige ned, var der igen en stor opgave i kommunerne. En opgave, som de faktisk ikke havde helt overblik over, da Folkebladet talte med borgmester John Engelhardt sent mandag eftermiddag.

– Det er endnu uvist, hvad ministeriet mener er kritiske funktioner. Der er masser af medarbejdere på rådhusene, der har været hjemme i længere tid. Vi strammer skruen endnu en gang, men vi ved ikke endnu, om Kommunernes Landsforening bliver enige med regeringen om for eksempel at lukke borgerservice. Det ved vi nok noget mere om i morgen, siger han.

Han kan godt forstå, at det var nødvendigt med endnu en nedlukning.

– Vi har et højt smittetryk. Hvor vi normalt kan glæde os til julen, så er vi nogle, som har en frygt for julen. Tingene risikerer at eksplodere, hvis vi starter fra et alt for højt niveau. Og så står vi i januar og februar, der normalt er de store influenza-måneder, og kan virkelig få problemer. Det ønsker jeg ikke for nogen. Derfor synes jeg, det er fornuftigt, det som et bredt flertal i Folketinget har lagt op til.

Markant stigning

Glostrup Kommune er en af de kommuner, der har oplevet en markant stigning i smitten over de seneste uge. I uge 49 blev der registreret 80 nye smittede, svarende til 346 smittede ud af 100.000 indbyggere. Det er en stigning på 82 procent i forhold til ugen før.

– Vi har liget fået et ordentligt nøk opad på en dag eller to, siger John Engelhardt.

Andelen af positive prøvesvar er også steget i den seneste uge.

– Vi kan ikke bare forklare det med, at vi har fået testet mange, siger borgmesteren.

John Engelhardt er enig med Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm i, at det ikke giver mening at snakke om bestemte grupper som unge, gamle eller folk med anden etnisk baggrund.

– Smitten er alle vegne. Vi bliver nødt til at se det her sådan, at der skal gøres noget alle steder. Der er ikke mange steder på Vestegnen, hvor vi kan sige, det går rigtig godt, siger John Engelhardt, der dog glæder sig over, at der i Glostrup ikke er nogen beboere på ældrecentrene, der er smittede.

Faktisk er der ud af de 84, der er testet positive den seneste uge, blot tre personer over 60.

– Vi har prøvet turen og var virkelig på hælene. Det har vi fået lukket ned. Jeg ved godt, der er mange afsavn. Man kan ikke få besøg, og det er besværligt, men jeg er rigtig glad for, at beboerne ikke risikerer at ligge i respirator, siger Glostrup-borgmesteren.

Smitterekord

Heller ikke i Brøndby havde de mandag det fulde overblik over den forestående nedlukning. Det forklarede borgmester Kent Magelund (S) sent mandag eftermiddag.

Det regner han dog med, at der kommer styr på i løbet af tirsdagen, når der har været møde i kommunens kriseberedskab. Kent Magelund er ikke overrasket over, at der er blevet indført yderligere restriktioner som følge af den stigende smitte.

– Det, der nok er mest overraskende, er, at mundbind er forlænget til slutningen af februar, og det kommer faktisk ikke rigtigt bag på mig, siger Kent Magelund.

Ligesom sin kollega i Glostrup forstår han beslutningen om at lukke yderligere ned.

– Jeg har flere gange sagt ‘Kom nu, Brøndby, nu er det alvor’, og nu tror jeg, at flere vil begynde at forstå alvoren. Nogle gang skal der hårde restriktioner til, og det irriterer også mig, men nu skal vi stå sammen om at bekæmpe smitten, siger Kent Magelund.

I Brøndby er antallet af nye smittede steget med 55 procent på en uge, og andelen af nye smittede var i uge 49 højere end nogensinde under corona-epidemien. I sidste uge var der i Brøndby 482 nye smittede ud af 100.000 indbyggere, og udviklingen i kommunen peger generelt i den forkerte retning. Derfor mener borgmesteren, at det er nødvendigt at handle nu, for ellers bliver det hårdt at komme igennem januar og februar.

– Jeg vil også meget gerne gå til fodbold og på restaurant og alt muligt andet, men jeg må også erkende, at det er en kort periode i ens liv. Det er trods alt ikke fem år som under Anden Verdenskrig. Der ligger en vaccine og blinker i horisonten, siger Kent Magelund.

Pas på hinanden

Borgmesteren appellerer samtidig til, at kommunens borgere passer endnu bedre på hinanden.

– Det kan godt være, at en stor del endnu er raske, men vi er nødt til at tænke på alle borgerne i kommunen. Jeg er borgmester for en hel kommune, og der er ikke nogen borgere, der er vigtigere end andre, siger han.

Kent Magelund mener, at der er en god grund til, at der ikke er flere smittede i Danmark.

– Der er masser af lande i Europa, der er kommet langt værre ud af det end os, og det er, fordi vi handlet på forkant. Af og til kan folk godt være lidt for egoistiske, fordi coronaen måske ikke rammer dem, men jeg ser det nok også fra en anden vinkel, når jeg er borgmester, siger Kent Magelund.

Mandag formiddag var der pres på de mobile testcentre i området. Det ser Brøndby-borgmesteren som et sundhedstegn, selvom ventetiden er ærgerlig.

– Jo flere vi tester, jo bedre. Lige nu er testkapaciteten presset i alle kommuner, siger Kent Magelund.

Han har vendt situationen med både ministeren og seruminstituttet, og her er tilbagemeldingen, at Danmark faktisk er et af de lande med den største testkapacitet per borger i hele Europa.

I Vallensbæk Kommune er der også registreret en stigning i antallet af smittede i den seneste uge. Her er stigningen dog mere beskeden end i Glostrup og Brøndby.

Det skal du gøre, hvis du er testet positiv for coronavirus:

  • Isoler dig selv fra kontakt med personer uden for hjemmet
  • Undgå tæt fysisk kontakt med personer, du deler husstand med
  • Bliv hjemme, indtil du er rask. Er du på arbejde, opfordres du til straks at gå hjem
  • Aflys alle fysiske besøg, og tal i stedet med folk over telefonen eller videokald
  • Få andre til at hjælpe med indkøb. Så risikerer du ikke at smitte andre
  • Du skal overholde anbefalingerne, indtil du ikke har haft symptomer i mindst 48 timer

Du kan se alle retningslinjerne for smittede på dette link.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top