fbpx
Sender skoleudvidelse i høring
2020-07-13_at_17-30-50_DSCF0744x.jpg

Foto: Robert Hendel

I fremtiden kommer Brøndbyvester Skole til at mangle plads. Derfor vil Brøndby Kommune udvide skolen i tre etaper over de næste 10 år. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Brøndbyvester Skole kommer i fremtiden til at mangle plads. Derfor er der planer om at udbygge skolen ved at inddrage de kommunale arealer, der støder op til skolen. Det kræver dog en ny lokalplan, og den er netop sendt i høring

I løbet af de kommende år forventer Brøndby Kommune en øget tilgang af børnefamilier til Brøndbyvester.

Det medfører et øget pladsbehov på den lokale folkeskole i bydelen, og derfor kommunalbestyrelsen tidligere besluttet at udvide Brøndbyvester Skole.

Med udvidelsen lægger kommunen op til at inddrage de kommunale arealer, der støder op til skolen, og det kan derfor blive nødvendigt at rive de to gamle, bevaringsværdige bygninger, Gildhøjgård og Tjørnehøjgård, ned. Det kræver dog en ny lokalplan for området, og sådan en har kommunalbestyrelsen netop sendt i høring frem til 12. februar 2021.

– Brøndbyvester Skole står foran en tiltrængt udvidelse, hvor vi giver dem lov til at bygge på noget af den kommunale grund, der støder op til skolen, siger Vagn Kjær-Hansen (SF), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune.

I foråret udtrykte en gruppe beboere i Brøndbyvester Landsby både bekymring og utilfredshed med beslutningen om at jævne de to gamle, historiske bygninger med jorden. De frygtede, at landsbymiljøet ville blive ødelagt. Kommunen har dog slået fast, at bliver de to gårde revet ned, skal eventuelt nye bygninger opføres i samme stil, så de oprindelige træk i Brøndbyvester Landsby bliver bevaret.

– Det er meget vigtigt at vi bevarer landsbystemningen i området. Den er en vigtig del af Brøndbys identitet, siger Vagn Kjær-Hansen, der tror på, at kommunen finder en god løsning, hvor skolen får den nødvendige plads.

Udvidelsen forventes at blive gennemført i tre etaper indenfor de kommende 10 år. Som en del af høringsperioden afholder Brøndby Kommune et digitalt borgermøde om planerne for skoleudvidelsen.

Borgermødet foregår via kommunens Facebook-side torsdag den 21. januar 2021 i fra klokken 17 til 18.30.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top