fbpx
Sejr: Slog suveræne mestre i vanvittigt volleyball-drama
2020-12-05_at_16-02-40_Fujifilm_X-T4_DSCF3764x.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndby jubler efter sejren over rivalerne fra Holte. Foto: Robert Hendel
SPORT. Volleyballkvinderne fra Brøndby er tilbage på vindersporet igen efter en meget svingende sæsonstart. Lørdag fik Brøndby omsider ram på dedanske mestre fra Holte efter et sindssygt comeback

Der var drama for alle pengene, da kvinderne fra Brøndby Volleyball Klub fik besøg af ærkerivalerne fra Holte IF.

Gæsterne har vundet mesterskabet foran Brøndby i de to seneste sæsoner, og i denne sæson havde Holte-kvinderne gjort rent bord, inden de drog til Vestegnen.
Holte begyndte også kampen bedst, og der var ikke meget, der tydede på, at Brøndbys volleyballkvinder havde de store chancer for at hive sejren hjem.

Gæsterne lagde et højt servepres, som Brøndby havde svært ved at håndtere. Faktisk vandt hjemmeholdet blot fem angreb i et sæt, der blev tabt med cifrene 25-15.

Det blev lidt bedre i andet sæt, hvor Brøndby via godt stærkt angrebsspil af Sofia Bisgaard og Lucia Babic fik skabt en føring på 9-6. Der blev dog stadigvæk begået for mange fejl, og Holte fik overtaget ved 10-9, og de to hold fulgtes ad frem til 17-16, hvor Holte fik skabt et hul, som blev udbygget til en sætsejr på 25-18.

Kom stærkt igen

På det tidspunkt var der næppe nogen, der troede, at kampen kunne vende til Brøndbys fordel. Hjemmeholdet kom dog ind til tredje sæt med en fornyet energi og tro på tingene, og især 18-årige Sille Hansen lyste op i tredje sæt – både offensivt og defensivt.

I Lucia Babics serv rykkede Brøndby fra fra 4-3 til 9-3. Føringen blev udbygget til 12-5 blandt andet på godt forsvarsarbejde af Brøndby-liberoen Laura Kjelstrup. Samtidig fik Brøndby sat blokaderne rigtigt i forhold til Holtes angribere, hvor der blev hentet syv af de 25 point i andet sæt. Sættet blev kørt sikkert hjem med 25-17.

På dette tidspunkt var Brøndby-spillerne som forvandlede, og de kunne gå ind til fjerde sæt med ny energi og troen på, at kampen godt kunne vendes.
Holte kom dog bedst fra start i fjerde sæt, men Sofia Bisgaard havde en god stime med to serveesser, der bragte Brøndby på 5-2.

Julie de Blanck fulgte op med en stærk serv, der lagde grunden til en føring på 10-3. Gæsterne virkede rystede i fjerde sæt, men fik halet ind på Brøndby efter at have været bagud med 18-9. Hjemmeholdet kørte dog sættet hjem med 25-23, og dermed havde Holte for første gang smidt point i denne sæson.

Brøndby Volleyball Klub vandt over ærkerivalerne fra Holte efter et sandt drama i femte og afgørende sæt. Foto: Robert Hendel

Dramatisk afslutning

Med udligningen i sæt skulle de ærkerivaler ud i det afgørende femte sæt.

Her fik Brøndby en drømmestart, blandt andet på grund af Julie de Blanck som gennem hele kampen havde været en levende mur ved nettet. Hun stoppede syv Holtes angreb ved nettet, hvoraf fire af blokaderne var direkte pointgivende.

Brøndby buldrede frem i femte sæt, og først ved stillingen 10-3 til hjemmeholdet, begyndte Holte at bide fra sig. Føringen begyndte at skrumpe, men Holte fik udlignet ved 13-13 og fik efterfølgende mulighed for at afgøre kampen ved 14-13 og igen ved 15-14.

Brøndby gav dog ikke op, og ved stillingen 15-15 var det Brøndby, som trak fra. Sætsejren kom i hus på gode blokader af først Julie de Blanck og Lucia Babic, der sammen med resten af Brøndby-holdet brød ud i massiv jubel, da sejren over ærkerivalerne var sikret.

Stolt træner

Med sejren over Holte har Brøndby vundet de tre seneste ligakampe efter en noget svingende start.

Torsdag aften revancherede Volleyballkvinderne fra Brøndby sig mod Team Køge, der ligger på andenpladsen i ligaen. Den kamp blev vundet suverænt med 3-0 i sæt, og sejren var aldrig nogensinde i fare. Ifølge cheftræner Lauren Søderberg er den gode stime et resultat af, at det unge hold ved at være bedre sammenspillet, og det håber hun, at der kan blive bygget videre på.

Kort før afslutningen på femte sæt, tog hun en timeout. Her fortalte hun sine spillere, at de skulle fokusere på deres styrker og glemme alt om svaghederne.

– De skulle bare kæmpe videre og tro på det. Det var fedt at se dem spille en god kamp og vinde. Det er vigtigt for sæsonen, men også for selvtilliden, at de går ud og laver sådan en præstation, sagde Lauren Søderberg til Folkebladet efter kampen.

Brøndby-træneren kan udover sejren glæde sig over, at Brøndby som det første hold tog point fra det ellers så suveræne førerhold. Hun erkender dog, at der blev lavet mange fejl i kampen, men det kan ikke undgås.

– Vi kommer altid til at lave fejl, når vi møder hård modstand, fordi vi prøver mere. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke, sagde Lauren Søderberg.

Ifølge Brøndby-træneren er det nødvendigt at tage nogle chancer mod de gode hold.

– Hvis du ikke løber en risiko, vinder du ikke over et hold som Holte, lød det fra en tydeligt stolt Brøndby-træner efter den vigtige sejr.

Brøndby-træner Lauren Søderberg dirigerede lørdag sit hold frem til sejr over det ellers suveræne tophold. Foto: Robert Hendel

Nødvendige nederlag

Brøndby har i de tre seneste kampe vundet noget af det tabte ind i kampen for at ende blandt de fire bedste, som går videre til slutspillet.

Det er dog for tidligt at tænke på slutspil nu, mener Lauren Søderberg, som havde forventet udsving med et nyt hold og hele situationen omkring corona.

– Jeg forventede en udfordrende sæsonstart. Det ville være et urealistisk andet under de forhold, forklarede Brøndby-træneren.

Hun mener dog, at holdet har lært en masse af den svingende start.

– Desværre skal man tabe nogle kampe for at blive bedre. Det gør ondt, men fordi det gør ondt, er man villig til at ændre på noget, så nederlag bliver vendt til sejre, sagde Lauren Søderberg.

Brøndbys australske cheftræner er dog fortrøstningsfuld frem mod årets sidste kamp op udebane mod ligaens nummer to, VK Vestsjælland, hvor Brøndby jagter endnu en revanche. Det handler dog ikke kun om at vinde kampe for Lauren Søderberg. For hende er det vigtigst, at også forbedrer sig fra kamp til kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top