fbpx
Nytårshilsen fra Kent Magelund: Et hårdt år med meget fremgang
2020-11-06_at_13-00-26_Fujifilm_X-T4_DSCF5548x.jpg
Kent Magelund har blandt andet indviet det nye vinterbadehus i 2020. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. 2020 har været et hårdt år for borgerne i Brøndby, men det har, paradoksalt nok, også været året, hvor der er sket rigtig meget nyt. Brøndby har fået nyt kollegium, Vestbadet er færdig, der er nyt badehus til vinterbaderne og så er der sat gang i et kæmpe byudviklingsprojekt i Brøndby Strand. Det glæder Kent Magelund sig over i denne nytårshilsen

Kære borgere

2020 bliver nok et år, ingen af os nogensinde glemmer. Og jeg kommer sådan til at tænke på Dan Turells ’Hyldest Til Hverdagen’, som handler om alle de kendte ting, som gør os trygge og glade. For den hverdag, blev der i den grad vendt op og ned på, da corona i det tidlige forår forandrede ikke bare vores hverdag – men forandrede verden.

Vi har været gennem nedlukninger. Vi har været gennem genåbninger og nye restriktioner, efterhånden som der opstod lokale smitteudbrud. Nu går vi en lysere tid i møde og en vaccine er på vej. Så kan vi forhåbentlig få en mere normal hverdag tilbage. Også selvom det lige nu kan føles som om, der er længe til.

Hvis vi kigger ind i 2021, så fortsætter mange af de spændende projekter. Og flere kommer til. Vi har for eksempel sat gang i ekstraordinære vedligeholdelsesopgaver for at skaffe arbejde til vores lokale håndværkere og holde hånden under dansk økonomi.

Kent Magelund

I Brøndby Kommune har vi været udfordret med mange smittede. Det kan der være mange årsager til. Men en af dem er givetvis, at vi bor meget tæt. Faktisk bor vi 19 gange mere tæt end landsgennemsnittet. Samtidig er mange beskæftiget i servicefagene. Her er man sammen med mange mennesker og har ikke de samme muligheder for at arbejde hjemme.

Derfor har vi også taget situationen dybt alvorligt. Det har jeg. Det har kommunalbestyrelsen. Der er blevet løbet stærkt blandt de medarbejdere, der gør en direkte forskel i forreste række – hos vores ældre, vores syge og vores udsatte borgere. Også blandt lærere og pædagoger har hverdagen været hæsblæsende og alle har de kæmpet en brav kamp for at løse de mange udfordringer, som corona har medført. Det vil jeg gerne sige tak for.

Jeg vil også gerne sige tak til alle borgere. Tak for indsatsen og frem for alt tak for jeres tålmodighed. For jeg ved, at alle i Brøndby har været udfordret og lidt afsavn. Familier har været udfordret, når vi har sendt skoleklasser hjem og lukket stuer i vores daginstitutioner. Vores ældre, svage og sårbare borgere har lidt afsavn, når vi på myndighedernes opfordring har været nødt til at lukke vores ældrecentre af for at beskytte dem. Og mange lokale virksomheder har lidt under nedlukningen og de mange restriktioner.

Samtidig har jeg oplevet, at både borgere og medarbejdere har taget ansvar. Og jeg har oplevet, at alle har bakket op om myndighedernes retningslinjer. Jeg synes krisen har vist, at vi er et stærkt fællesskab – at vi står sammen, når det gælder. Jeg blev som borgmester dybt rørt over at se hvor mange borgere, der strømmede til i forskellige hjælpenetværk, for at hjælpe vores gamle og sårbare borgere. Med at handle ind. Med at hente medicin. Med at oversætte regler og retningslinjer til andre sprog.

Samlende strategi

Det paradoksale er, at 2020 faktisk også har budt på megen fremgang. For mens der stod corona på dagsordenen det meste af året, så gik hverdagen også sin stille gang. Og flere spændende projekter, der har været på tegnebrættet, blev virkeliggjort i løbet af året.

Brøndby 2030 er vores første samlede strategi, der blev vedtaget i foråret. Den skal sætte retning for fremtidens Brøndby og under en vision om at skabe stærkere, sundere og mere bæredygtige fællesskaber, har vi vedtaget fem fokusområder, som får ekstra fokus.

Vi skal nemlig have flere i uddannelse og beskæftigelse, større variation i natur og grønne områder, mere idræt, sport og bevægelse hele livet, mere varierede boligformer og sidst men ikke mindst skal Brøndby være en mere klimavenlig kommune. Det er indsatser, alle i kommunalbestyrelsen har arbejdet sammen om og det er positivt, at vi i fællesskab har sat så mange vigtige skibe i søen nu, som vil få en positiv betydning for fremtidens Brøndby.

I Kirkebjerg er de første boliger klar til et rykind af familier allerede i begyndelsen af 2021. Den nye bydel vil i løbet af de næste 10 til 15 år udvikle sig fra erhverv til et levende boligområde med op til 2.000 boliger.

Letbanen er først klar i 2025, men forberedelserne til byggeriet er i fuld gang. Det giver lidt ekstra kø på Sdr. Ringvej, men jeg er sikker på, at det vil være det hele værd, når den først står klar.

Masser af nyheder

The Mark er navnet på Brøndbys første kollegium. Her flyttede de første unge ind i slutningen af året. Det er skønt, at vi nu også har et lokalt tilbud til vores unge, der ønsker at være tæt på København, tæt på grønne områder og tæt på fællesskaber.

Vestbad og det historiske friluftsbad blev også indviet. Det er blevet totalrenoveret og ført tilbage til sin oprindelige stand, så det fremstår fuldstændig som da det åbnede i 1958.

Vinterbadehuset Isfuglen blev færdigbygget i 2020. Det længe ventede vinterbadehus står nu som et smukt landmærke på den yderste mole i havnen.

Sportsbyen skal videreudvikles, så vi får et endnu stærkere centrum for sport og bevægelse. Her har vi i år taget et vigtigt skridt på vejen, så Sportsbyen ikke alene bliver et unikt samlingspunkt for institutioner og virksomheder, men en gevinst for hele Brøndby i form af flere oplevelser og nye jobmuligheder i vores lokalområde.

Jeg vil også gerne sige tak til alle borgere. Tak for indsatsen og frem for alt tak for jeres tålmodighed. For jeg ved, at alle i Brøndby har været udfordret og lidt afsavn.

Kent Magelund

I Brøndby Strand har vi sat gang i vores hidtil største byudviklingsprojekt. Bydelen har godt 50 år på bagen og den både fortjener og trænger til, at vi udvikler den. Vi har en ambitiøs plan for arbejdet og til næste år er der for eksempel lagt op til digital og fysisk borgerdialog, byvandringer, udstillinger, film og åbne værksteder, ligesom tre rådgiverteams vil udarbejde tre forskellige forslag til, hvordan bydelen kan udvikles.

Hvis vi kigger ind i 2021, så fortsætter mange af de spændende projekter. Og flere kommer til. Vi har for eksempel sat gang i ekstraordinære vedligeholdelsesopgaver for at skaffe arbejde til vores lokale håndværkere og holde hånden under dansk økonomi.

Derfor får vores lokale skoler en saltvandsindsprøjtning, ligesom vi energioptimerer kommunale bygninger. Heldigvis har vi har en god og sund økonomi. Derfor bliver der også råd til investeringer i både idræt og bevægelse og udbygning af skoler og daginstitutioner. Det betyder, at vi i 2021 kan sætte gang i byggeriet af det nye klubhus til Brøndby IF og en ny springhal i Brøndby Strand. Så i skyggen af corona venter der heldigvis også positive og spændende projekter.

Jeg ved, at det bliver et par hårde måneder, vi har foran os, inden vi forhåbentlig kan få mere af den kendte, trygge hverdag tilbage. Det kan vi kun i fællesskab. Og i Brøndby har vi heldigvis et stærkt fællesskab. Jeg – og resten af kommunalbestyrelsen – vil gerne sige tak for året der gik og rigtig godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top