fbpx
Nye toner: Sådan har musikskolen knækket corona-koden
LasseM.jpg

Lasse Malmqvist, leder af Brøndby Musikskole. Foto: Johann Herolds

Lasse Malmqvist, leder af Brøndby Musikskole. Foto: Johann Herolds
BRØNDBY. Corona-restriktioner har ført til nye måder at tænke på. Online-undervisning og live-streaming er blevet en del af Brøndby Musikskoles måde at nå elever og publikum under coronakrisen.

Den 11. marts lukkede hele landet ned på grund af coronavirus. Det ramte også Brøndby Musikskole, som hele foråret ikke kunne modtage og undervise elever på skolen. Det krævede ny tænkning og omstillingsparathed.

Allerede den 16 marts kunne skolen tilbyde video onlineundervisning for nogle af eleverne.

– Helt groft sagt blev musikskolen delt i to: Dem, som vi kunne tilbyde online-undervisning, og dem som vi ikke kunne, siger Lasse Malmqvist, der er leder af Brøndby Musikskole.

Bor man en stor familie sammen, hvor alle er hjemsendt, så kunne det være svært at finde et hjørne med violinen og blive undervist i fred.

Lasse Malmqvist

De elever, som skolen kunne tilbyde online-undervisning, er dem, der går til instrumentalundervisning. Det er soloelever og instrumentalelever på små grupper af 3-4 personer. Elever, som går på større hold, typisk småbørnselever, kunne man ikke undervise på samme måde.

– Her har nogle af lærerne været rigtig gode til at lave en lille videohilsen, og de har lavet sanglege, som forældrene så kunne vise deres børn på Youtube eller lignende, siger Lasse Malmqvist.

Det var dog ikke lige nemt for alle. En ting er, hvad lærerne kan stille til rådighed, noget andet er hvad eleverne selv kan tage imod. For nogle var det på grund af en dårlig internetforbindelse, og for andre på grund af forholdende i hjemmet:

– Bor man en stor familie sammen, hvor alle er hjemsendt, så kunne det være svært at finde et hjørne med violinen og blive undervist i fred, siger Lasse Malmqvist.

Hvis undervisning ikke kunne foregå med video, blev kontakten mellem lærer og elev fastholdt med mails. Lærerne sendte noder til eleverne, som de øvede og indspillede og herefter fik feedback på. For skolen var det vigtigt at fastholde kontakten og sørge for, at der ikke var elever, som blev efterladt.

Pejlemærker

Nytårskoncerten, musicalen og afslutningskoncerten er skolens helt store pejlemærker i løbet af en sæson. De blev også ramt. Det tilbagevendende brag af en afslutningskoncert i juni måned kunne ikke gennemføres som vanligt.

– Men vi fik hyret en video-fyr, og så lavede vi en live stream koncert uden publikum fra vores sammenspilslokaler og café, som alle kunne se på vores Facebook side, siger Lasse Malmqvist.

Musicalen ”The Wizz” som skulle være opført for publikum den 14. marts blev aflyst, men blev efterfølgende videofilmet som en videoforestilling uden publikum i Nørregårdshallen i oktober.

Samme setup er planen med nytårskoncerten til januar 2021, hvor rammerne bliver scenen i Kilden.

– Så må vi tage bestik af, om vi kan lukke nogle publikummer ind, i så fald hvor mange, men uanset hvad kommer vi til at køre en videoproduktion på den, så de, der ikke kan få billet, kan se den hjemmefra, siger Lasse Malmqvist

Mere info om nytårskoncerten vil fremgå på Brøndby Musikskoles hjemmeside og Facebook-side.

Ledelsen og lærerne på Brøndby Musikskole har lært at bruge en teknologi, som de for blot et år siden intet kendte til og ikke brugte i hverdagen.

– At lave live-sendinger på vores Facebook side, eller filme noget og redigere det lidt lækkert og lægge det på vores Youtube kanal, det er ting, vi ikke gjorde for et år siden, men som vi pludselig har fået lært os selv at gøre, og som vi selvfølgelig kan bruge på længere sigt, siger Lasse Malmqvist.

Godt værktøj

Han understreger, at det ikke skal være en jubeltale for ’alt det gode’ corona har gjort, men at Brøndby Musikskoles medarbejdere faktisk har lært noget undervejs, som de kan bruge til noget fremover.

Det kan for eksempel være et godt værktøj til at fastholde en kontakt med elever, som døjer med angst eller lignende.

– Så i stedet for, at de kobler sig helt fra deres hverdag, kan vi etablere en kontakt på video og sige: ’Ved du hvad, hvis du lige har en uge, hvor du ikke kan komme hjemmefra, så kan vi stadigvæk mødes, og så kan du blive undervist i trompet, tværfløjte, guitar eller hvad det nu er’, siger Lasse Malmqvist.

Den nye viden om og brug af video teknologi har skabt en fremtid af muligheder for Brøndby Musikskole.

– Vi ved, vi kan lave nogle andre ting. Vi ved, vi kan lave nogle events, som vi kombinerer med video, så endnu flere kan følge med i, hvad vi laver. Det kan på lang sigt også betyde, at vi får et større vindue ud til den del af verden, der ikke kender os. Der er alt muligt, som pludselig dukker op af muligheder, siger Lasse Malmqvist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top