fbpx
Ny læge: Her kan jeg gøre en stor forskel
2020-12-18_at_12-32-05_Fujifilm_X-T4_DSCF4394x.jpg

Foto: Robert Hendel

Saham Ghavidel har åbnet ny lægeklinik i Glostrup Shoppingcenter. Foto: Robert Hendel
GLOSTRUP. Saham Ghavidel har åbnet ny lægeklinik i Glostrup Shoppingcenter. Hun drømte om at komme til Glostrup, fordi der her er en stor mulighed for at forbedre folks sundhed gennem forebyggelse

1. december åbnede Saham Ghavidel sin lægeklinik, Glostrup Lægecenter, i Glostrup Shoppingcenter. Lige nu ligger den i kælderen ved tunnellen til Glostrup Station. Det er dog planen, at den i sommeren 2021 flytter til Glostrup Torv, hvor hun får 432 kvadratmeter i bygningen, hvor der i forvejen ligger et blodprøvelaboratoruim og en restaurant. Her er det planen, at Saham Ghavidel skal have en større klinik med flere læger og sygeplejersker.

– Jeg har visioner om en moderne lægeklinik med 2-3 læger, og hvis muligt at finde speciallæge i for eksempel øre-næse-hals eller hudlæge, som har lyst til at indgå samarbejde og flytte ind hos os. Det er en balancegang mellem ikke at være for stor en klinik, så man kan bevare det tætte og kontinuerlige forhold til patienterne, og samtidigt kunne tilbyde gode muligheder for at komme til lægen eller sygeplejersken ved behov, siger hun.

Hun var egentlig på jagt efter lokaler i Hvissinge, hvor rigtig mange borgere savner en lokal læge. Der er dog en masse krav knyttet til at åbne en ny lægeklinik, så det lykkedes aldrig at komme i mål med et lejemål i Hvissinge.

Da Saham Ghavidel allerede havde fået et såkaldt ydernummer, så hun kunne begynde at tage imod patienter, var der et pres fra regionen for at få åbnet hurtigst muligt. Da Glostrup Shoppingcenter tilbød både midlertidige og permanentet lokaler, slog hun derfor til.

Kan forebygge mere

Saham Ghavidel har tidligere arbejdet i blandt andet Rødby, Maribo og Nykøbing Falster. Her har hun set, hvilken forskel en læge kan gøre.

– Her bor nogen af landets fattigste og multisyge mennesker med massivt behov for en fast praktiserende læge. Jeg følte virkelig at jeg gjorde en forskel i mødet med dem. Patienterne var dybt taknemlige for at blive hørt og hjulpet, i en hel anden grad end jeg har været vant til i Region Hovedstaden, siger indehaveren af Glostrup Lægecenter.

Med fire børn med et liv i Nordsjælland kunne det dog ikke hænge sammen at blive læge på Lolland eller Falster. I stedet greb hun muligheden i Glostrup.

– Da jeg så øjnede muligheden for at åbne en klinik helt fra bunden på Vestegnen og derved afhjælpe lægemanglen her, var valget om mit fremtidige virke truffet, siger hun.

Hun har tidligere arbejdet i Albertslund, så hun kender en del til befolkningssammensætningen.

– Jeg kan godt lide, der er den befolkningssammensætning, der er her med både familie, enlige, ældre og etnisk blandet sammensætning, så man kommer ikke til at kede sig, siger hun.

Det er ikke nogen hemmelighed, at befolkningens generelle sundhedstilstand er dårligere på Vestegnen end gennemsnittet. Det tiltaler Glostrups nye læge.

– Det er en anden type kontakt, når man arbejder i for eksmepel Norsjælland, hvor folk allerede har godt styr på deres sundhed. Her er der et meget større potentiale for forebyggende arbejde. Det er det, vi praktiserende læger godt kan lide. Man kan løfte ret mange mennesker og give dem indblik i krop og helbred, og hvordan man håndterer det, når sygdommen har ramt, siger hun.

Når patienter har begrænsede økonomiske muligheder, er der også grænser for, hvilke forebyggende behandlinger, der er mulige. Det stiller krav til lægen.

– Nogle ting er mere mulige, hvis du har flere ressourcer, andre gange må man tilpasse forholdene til den enkelte, især hvis man sidder med noget dyr medicin eller forebyggelse, siger Saham Ghavidel.

Saham Ghavidel

  • 48 år gammel
  • Udannet speciallæge i almene medicin fra Københavns Universitet
  • Født i Iran, opvokset i Nordjylland, men flyttede som 15-årig til København
  • Mor til fire og bosat i Nordsjælland

1 kommentar om “Ny læge: Her kan jeg gøre en stor forskel”

  1. Anette siger:

    Lyder da dejligt.
    Velkommen til Glostrup☺️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top