fbpx
Nu er det et rideakademi
Indvielse-af-Vallensbaek-Rideakademi_2.jpg

Nu er Vallensbæk Ridecenter blevet til Vallensbæk Rideakademi.

Nu er Vallensbæk Ridecenter blevet til Vallensbæk Rideakademi.
VALLENSBÆK. Der var muleposer til både børnene og hestene, da Vallensbæk Ridecenter i weekende officielt skiftede navn til Vallensbæk Rideakademi

I april i år besluttede politikerne i Vallensbæk, at Vallensbæk Ridecenter skulle omdannes til Vallensbæk Rideakademi. Beslutningen gav anledning til en del protester fra pensionærerne, der alle sammen blev opsagt i den forbindelse.

Ridecentret havde nemlig underskud på pensionærerne, så politikerne besluttede i stedet at lave en større rideskole. Derudover skulle staldene renoveres for at leve op til kravene i en ny hestelov.

I weekenden blev Vallensbæk Rideakademi så officielt indviet med en småkage til børnene og en gulerod til hestene.

– Det er ikke længere bare en rideskole. Det er et sted, hvor vi bringer generationer sammen, og uddanner dem i at arbejde med heste. Hestesporten er noget, der bringer mennesker sammen, og det vil vi gerne have mere af, sagde borgmester Henrik Rasmussen i sin tale.

Større rideskole

Det nye rideakademi har også fået nye hold. Udover almindelige ridehold vil man fremover også komme til at kunne gå til kæphest og voltigering, som er akrobatik på hesteryg.

Til det er Anne Knudsen blevet ansat fra den 1. december. Hun er kommet på Vallensbæk Rideakademi, siden hun var syv år gammel. Det er et sted, der er ligesom et hjem for hende. Så da der dumpede et job ned som rideskoleansvarlig på Vallensbæk Rideakademi, kunne Anne ikke modstå at søge det. For med det job kan Anne gøre sin hobby til sin levevej.

– Jeg glæder mig til at skabe de oplevelser, jeg selv har haft, for rideskolens mange elever. At være ansvarlig for akademiets store rideskole giver mig chancen for at være med til at få stedet til at blomstre og udvikle sig i den retning, som man ønsker i Vallensbæk. Vallensbæk Rideakademi har nogle rigtig gode faciliteter, som vi kan arbejde videre med. Og det skal vi benytte os af, siger hun.

I takt med at rideskolen bliver større, er det også håbet, at flere forældre vil træde til som frivillige kræfter.

Nye tilbud

Ud over en større rideskole er der også flere tilbud til børn i Vallensbæks skoler og daginstitutioner.

– Vallensbæks rideakademi skal være for Vallensbæks borgere – især vores børn og unge. Vi kan nu byde velkommen til en større rideskole med et bredere samarbejde til skoler og daginstitutioner, som giver børnene endnu mere inspirerende og spændende rammer, de kan lege og lære i, og som kan skabe et godt fællesskab, siger Henrik Rasmussen.

På alle tre skoler er ridning nu en fast del af undervisningen. Det skal udfordre eleverne på nye måder.

På længere sigt er det meningen, at også daginstitutionerne skal ud på rideakademiet en gang imellem. De vil især få glæde af akademiets to sprogponyer – Bella og Bojana.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top