fbpx
Vi vil ikke lukke eller spare på Cafe Fri
Dan-Kornbek-Christiansen_web_hor.jpg

Dan Kornbek Christiansen (K). Foto: Jesper Ernst Henriksen

DEBAT.  

Det Konservative Folkeparti ser ikke behov for at spare på eller helt lukke, Café Fri. Tværtimod ønsker vi, at Cafe Fri både er i Fritidscenteret og i svømmehallen samt i det nye Medborger-, Kultur- og Foreningshus.

Vi vil hellere investere i Café Fri, som bidrager til at skabe en meningsfuld hverdag og og enestående lokalt tilbud.

På det eneste møde i Social-, Senior- og Sundhedsudvalget (SSSU) blev det foreslået at reducere økonomien og bemandingen i Café Fri.

En beslutning som S, V og DF tilsluttede sig, men som jeg frygter kan være “dødsstødet” for vores hyggelige Café i svømmehal og fritidscenter. Cafe Fri er jf. serviceloven §103 et takstfinansieret beskyttet beskæftigelsestilbud. Tilbuddet er til borgere med psykiatriske udfordringer eller handicap, og jeg er bekymret for at S, V og DF er ved at lukke Cafe Fri, som er et unikt, lokalt beskæftigelsestilbud for de Glostrup-borgere, der har det lidt svært. Det kan vi ikke være bekendt.

Udover driften af cafeen og mødeforplejning i Fritidscenteret er det en kernopgave for Café Fri at støtte de ansatte i beskyttet beskæftigelse til at mestre en daglig arbejdsdag og indgå i et arbejdsfællesskab. Der er på nuværende tidspunkt 12 borgere visiteret til Cafe Fri. Til at varetage den socialpædagogiske støtte og oplæring samt driften er der en daglig leder, en kok og to ernæringsassistenter.

Måske beslutningen om at spare også skal ses i lyset af S, V og DF’s ønske om at flytte biblioteket fra sin nuværende beliggenhed i Rådhusparken og ned til Fritidscentret. Forvaltningen har oplyst, at muligheden for at reservere et mødelokale i Fritidscentret vil ophøre pr. 1. november og at den del af omsætningen på mødeforplejning vil forsvinde. Dette tab sammenholdt med den manglende indtjening fra børnefødselsdage, som ikke bliver afholdt i svømmehallen på grund af Covid 19, vil kunne mærkes på årsregnskabet. Men Udvalget har ikke fået noget at vide om i hvilket omfang det vil kunne mærkes, hverken i tabt omsætning, eller i manglende indtjening og/eller tabt fortjeneste. Det synes jeg ikke er god offentlig forvaltning.

Som medlem af kommunalbestyrelsen interesserer jeg mig både for, at vi har gode og relevante tilbud til alle byens borgere – især til dem der har brug for lidt mere hjælp og støtte – samtidig med at jeg rigtig gerne vil støtte op om mulighederne for at handle og gøre sine indkøb lokalt. Derfor vil Konservative i Glostrup fortsat støtte Cafe Fri og undersøge mulighederne for, at Cafe Fri kan blive i Fritidscentret og i Svømmehallen, som vi kender det i dag. Hvis det på et tidspunkt skulle ende med, at biblioteket også får til huse i Fritidscentret, ja så vil det da være fantastisk med Cafe Fri, hvor vi kan læse dagens avis, et ugeblad eller en en god bog på vej til og fra svømning og motionscentret.

Konservative i Glostrup vil ikke være med til at spare, eller helt lukke Cafe Fri. Lad os i stedet tale om hvordan vi kan bevare Cafe Fri, så de fremover kan være med til at levere mad og drikke i Fritidscentret, Svømmehallen og til vores nye Medborger-, Kultur- og Foreningshus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top