fbpx
Vi kan godt støtte Cafe Fri – og være ordentlige, på en og samme tid
Dan-Kornbek-Christiansen_web_hor.jpg

Dan Kornbek Christiansen (K). Foto: Jesper Ernst Henriksen

DEBAT.  

Som konservativ er jeg ikke bange for at sige undskyld, når og hvis det er på sin plads.

Det er beklageligt, at der efterlades nogle få løbesedler i Fritidscentret med budskabet, om at vi konservative ikke vil lukke eller reducere blandt medarbejderne i Café Fri, men derimod vil investere og udvide tilbudet.

Fejlen er sket på grund af, at vi ikke var opmærksom på, at der var et ordensreglement, der som udgangspunkt ikke tillader, at der må være politisk materiale og aktivitet i og på kommunens ejendomme, haller, baner, anlæg og faciliteter.

Det er en beklagelig fejl, fra vores side af, og det undskylder vi naturligvis for.

Det handler om at være tryg, siger de i en kendt TV-reklame. Men hvordan og hvorledes er man det bedst?

Jeg synes jo, at vi med vort budskab om, at vi ikke vil spare på og reducere blandt personalet i Café Fri, men i stedet udvide og investere i tilbudet, var med til at skabe en vis tryghed blandt dem der har sin gang der. Men jeg forstår, at borgmesteren ikke er enig.

Hvis borgmesteren virkelig ønskede at skabe tryghed og sikkerhed for de ansatte og brugerne af Café Fri, så kunne han som øverste ansvarlig for kommunens administration og forvaltning have sørget for, at denne sag var blevet behandlet som et lukket punkt. Så var der ingen, der var blevet utrygge og urolige – men da sagen og udvalgets beslutning var offentlig tilgængelig, og at alle dermed vidste hvad V, S og DF vil, ja så syntes jeg, at det var helt naturligt, at melde den konservative holdning klart ud.

Når jeg efterlyser lidt mere information fra administrationens side af og mener, at det burde være gjort bedre, så handler det blandt andet om, at der i denne sag lægges op til personalemæssige besparelser blandet andet på baggrund af COVID-19 og at omsætningen i Café Fri er faldet.

Jeg synes for eksempel, at der mangler et økonomiafsnit i sagsfremstillingen. Der står intet om, hvor stor omsætning og indtjening har været, hvad forventningerne er til i år og næste år? Der står intet om hvor stor lønudgiften til Café Fri er? Eller om hvor stort et beløb der forventes at kunne spares væk, og hvad det beløb i give fald skal bruges til?

For mig er det vigtigt, at sager bliver så god og korrekt oplyst som muligt, og at vi folkevalgte får materialet i tilpas ordenligt tid, så vi kan træffe de bedst mulige beslutninger for Glostrups skyld.

Og ja, det var en konstruktiv kritik, men bestemt ikke rettet mod de enkelte ansatte i kommunen, for de gør et flot og godt stykke arbejde. Kritikken var derimod rettet mod vores nuværende borgmester, der har det øverste ansvar – også for administrationen – og dermed også for sagsbehandlingen.

Nu vil jeg ikke som borgmesteren begive mig ud i at afgive “stil-karakterer” ligesom i Vild med Politisk-stamme-dans. Og da slet ikke på den samme kedelige og ukonstruktive måde som han vælger at gøre.

For mig som konservativ så handler det politiske arbejde og “den politiske dans” mere om indhold og det at skabe resultater i samarbejde med andre, end om koreografi, proces, glitter og glimmer, som ofte er det der er afgørende for stilkarakteren.

Derfor vil jeg også gerne takke Lisa Ward (A) for hendes bemærkninger og synspunkter, når det gælder Cafe Fri. Hun viser, at man godt kan være politisk uenige, men stadigvæk på en ordentlig måde.

Jeg synes, at det lover godt for fremtiden, at Socialdemokratiet, som er byens største parti, går efter “bolden” dvs den politiske debat og substans, og ikke efter “manden”, som man vist siger når det gælder fodbold.

Svar: Du stemte for at flytte aktiviteter væk fra fritidscenteret

Af John Engelhardt (V), Borgmester i Glostrup Kommune

Rigtig fint at slutte et læserbrev af med hyggesnak om at gå efter ”bolden” og ikke efter ”manden”, alt imens at læserbrevet insinuerer, at jeg personligt ikke ønsker at skabe tryghed og bare kunne have behandlet sagen som lukket punkt. Den tidligere udvalgsformand burde vide, at dagsordner er formandens ansvar og at det i øvrigt ikke er lovligt at lukke en sådan sag for offentligheden. Hvis sagen havde drejet sig om indhold, ville det da have været fint, hvis man i udvalget havde spurgt ind til detaljer, som man syntes manglede. Det er helt normal fremgangsmåde i den demokratiske proces.

Sagen drejer sig helt faktuelt om, at Dan Kornbek Christiansen har stemt for at flytte mange aktiviteter væk fra fritidscentret og at økonomien derfor ikke hænger sammen. Der er i dag fire ansatte medarbejdere samt 12 borgere i kommunalt støttet beskæftigelsestilbud. For at tilpasse indtægter til udgifter foreslog forvaltningen at reducere fra fire til tre ansatte og bibeholde de 12 borgere i tilbuddet. Så er sagen jo heller ikke mere vanskelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top