fbpx
Skoleleder: Derfor sender vi mange klasser hjem
2020-11-20_at_10-17-17_Fujifilm_X-T4_DSCF9151x.jpg

Foto: Robert Hendel

Selvom Brøndby Strand Skole sender mange klasser hjem, er der ikke nødvendigvis mange smittede på skolen, fortæller skolens leder Rikke Rubek. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. I sidste uge sendte Brøndby Strand Skole omkring 10 klasser hjem som følge af coronasmitte. Det betyder dog ikke, at der er mange smittede på skolen, fortæller skoleleder Rikke Rubek

Smitten med coronavirus har fået godt fat i Brøndby. Det mærker de blandt andet på Brøndby Strand Skole, hvor omkring 10 af skolens knap 60 klasser i sidste uge blev sendt hjem, fordi smitten har sneget sig ind på skolen.

Årsagen til, at så mange klasser bliver sendt hjem, skal findes i de retningslinjer, som skolen har fået udstukket.

– Vi sender en hel klasse hjem, hvis blot ét barn eller en lærer er smittet, siger Rikke Rubek, der er skoleleder på Brøndby Strand Skole.

Udover de berørte klasser undersøger skolen også, hvem de smittede har været i kontakt med.

– Vi er i tæt dialog med den ledende sundhedsplejerske, så vi kan sende alle dem hjem, der har været i nærheden af dem, der er smittet, siger skolelederen.

En lærer kan sagtens undervise i flere klasser. Det kan ofte forklare, hvorfor mange klasser bliver sendt hjem.

– Vi sender mange hjem, men det betyder ikke, at vi har mange smittede på vores skole. Det betyder bare, at vi er ekstra forsigtige, siger Rikke Rubek.

Skolelederen erkender, at den forsigtigheden kan skabe utryghed for nogen. Hun mener dog ikke, at forældre til eleverne på skolen behøver frygte noget.

– Vi gør det jo udelukkende, fordi vi ikke vil have, at folk ikke bliver syge, understreger Rikke Rubek.

Kontakter først forældrene

Hvis en elev eller en lærer er smittet, sætter skolen gang i en række initiativer. Først og fremmest ringer de til alle forældre til elever i de berørte klasser.

– Vi kontakter forældrene, inden vi sender eleverne hjem, fordi vi også har brug for at tale med dem om, hvad de skal gøre, når deres børn bliver sendt hjem, forklarer skolelederen for Brøndby Strand Skole.

Klasserne bliver sendt hjem, indtil alle elever er blevet testet negative.

– Og så knokler vi hårdt for at smitteopspore, men det kan være svært at identificere smittekilderne, for eleverne har jo også et liv uden for skolen, erkender Rikke Rubek.

Hun er dagligt i kontakt med kommunens sundhedsberedskab, og det er skolelederens opfattelse, at der bliver arbejdet hårdt i alle afkroge af kommunen for at nedkæmpe det høje smittetryk i Brøndby.

– Jeg vil altid opfordre til, at man sender sine raske børn i skole, og er man bekymret for smitten, skal man ringe til os, siger Rikke Rubek.

Har børnene de mindste symptomer på sygdom, skal forældrene derimod holde dem derhjemme.

– Vi vil rigtig gerne have, at børn går i skole, men coronasmitten vil vi ikke have, at de tager med, pointerer skolelederen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top