Brøndbys fodboldkvinder har stadigvæk mulighed for at spille sig i sin 11. pokalfinale på 12 sæsoner.
Lørdag besejrede Brøndby sikkert ASA Aarhus på udebane, hvor Nanna Christiansen omsider fik sendt bolden i nettet igen efter tre kampes måltørke.
Der var blot spillet syv minutter, før Brøndby-rekordholderen sendte den første bold i kassen bag Katrine Ingeman Beck i hjemmeholdets bur.
Nanna Christiansen udbyggede føringen 20 minutter senere, da hun lobbede bolden i mål.
Brøndby havde flere gode muligheder, men måtte nøjes med to mål ved pausen.
I anden halvleg fortsatte Brøndby sin dominans, men det blev dog kun til et enkelt mål mere i kampen, da Josefine Hasbo gjorde det til slutresultatet 3-0.