fbpx
Moskeer lukker: Vi har et fælles ansvar
2020-11-20_at_11-50-53_Fujifilm_X-T4_DSCF9289x.jpg

Foto: Robert Hendel

Moskeerne i Brøndby indstiller alle aktiviteter i de kommende to uger på grund af det stigende smittetryk i forstadskommunerne vest for København. Her er en mand gået forgæves til fredagsbønnen i den tyrkiske moske på Tjørnevangen i Brøndby Strand. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Den stigende smitte i vestegnskommunerne har fået moskeerne i Brøndby Strand til at indstille alle aktiviteter i de næste to uger. Vi har også et ansvar, lyder det fra en af moskeernes talsmænd

I de seneste uger er smitten gået én vej i Brøndby – den forkerte. Det har fået de muslimske organisationer i Brøndby Strand til at indstille alle aktiviteter i foreløbig to uger.

Det betyder, at hverken den pakistanske eller den tyrkiske moske har åben for almindelig aktivitet frem til 3. december.

– Vi kan konstatere, at der desværre er mange med pakistansk og tyrkisk baggrund blandt de smittede, forklarer Syed Aejaz Haider Bukhari, der udover at sidde i kommunalbestyrelsen også repræsenterer det pakistanske miljø i byen.

Han mener, at en nedlukning kan være med til at forebygge smittespredning. Det var derfor ikke nogen svær beslutning, selvom det ærgrer menighederne, at de ikke kan tilbyde de sædvanlige aktiviteter til medlemmerne.

– Vi forsøger at undgå, at vi bidrager til, at folk samler sig for mange på samme sted, siger Syed Aejaz Haider Bukhari.

Kort varsel

Beslutningen om at lukke ned blev taget torsdag eftermiddag efter et møde mellem repræsentanter fra det tyrkiske og paksistanske miljø.

– Det giver ikke mening kun at lukke den ene af dem. Vi skal lukke begge moskeer ned, hvis det skal have en effekt på smittespredningen, siger Syed Aejaz Haider Bukhari.

En del af hans muslimske medborgere måtte derfor gå forgæves til fredagsbønnen på Tjørnevangen i Brøndby Strand fredag eftermiddag.

– Folk har heldigvis udvist stor forståelse, selvom vi aflyser med kort varsel. Det handler jo om vores alle sammens helbred, fortæller Syed Aejaz Haider Bukhari.

Han er klar over, at det ikke er muligt at nå alle i målgruppen med så kort varsel. Alligevel er han tilfreds med kommunikationsindsatsen.

– Vi har udnyttet alle tilgængelige platforme. Eksempelvis har vi ringet rundt til folk og delt opslag på Facebook, siger Syed Aejaz Haider Bukhari.

Følger udviklingen

De næste 14 dage vil de muslimske organisationer i bydelen nøje holde øje med udviklingen.

– Den 4. december håber vi, at vi kan åbne igen, men det kræver, at smitteudviklingen vender, siger Syed Aejaz Haider Bukhari.

Ifølge talsmanden for det pakistanske miljø i Brøndby er det logisk, at moskeerne lukker ned netop nu.

– Vi følger anbefalingerne fra myndigheder til punkt og prikke, og lige nu har vi en situation, hvor Brøndby ligger på andenpladsen over de hårdest ramte kommuner i den seneste uge, siger han.

Han tror ikke på, at coronavirus forsvinder, fordi moskeerne holder lukket i to uger.

– Vi har som borgere i samfundet et fælles ansvar for at nedbringe smitten. Vi skal bidrage, hvor vi kan, og det lader til, at folk heldigvis er enige med mig, lyder det fra Syed Aejaz Haider Bukhari.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top