fbpx
Klasseforskel: Lokalrivaler lammetævede Brøndby i sæsonpremieren
2020-11-14_at_16-32-29_Fujifilm_X-T4_DSCF8835x_NR.jpg
Brøndby begik alt for mange fejl i sæsonpremieren mod lokalrivalerne fra Albertslund IF, som vandt kampen med 7-1. Foto: Robert Hendel
SPORT. Store fejl koster kasser i futsal. Det lærte Brøndbys mandskab på den hårde måde i sæsonens første kamp i Futsal Liga Øst mod lokalrivalerne fra Albertslund IF, der var klart bedst på dagen

At fejl bliver straffet prompte i futsal, kan Brøndby skrive under på efter lokalopgøret på udebane mod Albertslund IF i sæsonpremieren på årets Futsal Liga Øst.

Fejl blev der begået mange af denne lørdag, og det var netop en fejl fra Brøndby-mandskabet, der satte hjemmeholdet i gang.

Bilal El-Ouaz opsnappede en dårlig aflevering i Brøndbys forsvar, og han sendte resolut bolden i netmaskerne bag Emil Graulund i Brøndby-buret til 1-0 for Albertslund.

Blot halvandet minut senere fordoblede Diego Rodriguez hjemmeholdets føring efter elegant forarbejde af Adem Kücükkartal.

De to mål rystede tydeligvis Brøndby-mandskabet, der havde svært ved at bryde igennem Albertslund-defensiven, mens forsvaret samtidig fortsatte med at være mere hullet end en schweizisk ost. Kun en storspillende Emil Graulund i Brøndby-målet forhindrede Albertslund IF i at komme yderligere foran.

Så rødt efter vanvidstackling

En enkelt gang lykkedes det dog for Brøndby at få angrebsspillet til at flyde, og det blev belønnet med en flot scoring af Patrick Due efter at have skilt Albertslund-defensiven ad i et 1-2-samspil med den blot 17-årige ligadebutant Mikkel Bredfeldt. Det var dog det tætteste, Brøndby kom på point i lørdagens kamp, selvom gæsterne to minutter senere kom i overtal efter en vanvidstackling af Kristian Møller Sørensen fra Albertslund IF på Brøndby-målscorer Patrick Due.

Med unødvendig høj kraft blev Brøndby-målscoreren nedlagt i siden af banen nær udskiftningsbænkene, hvor han vred sig i smerte og senere blev kørt på skadestuen. Dommerne var ikke i tvivl og uddelte det røde kort til Albertslund IF’s Kristian Møller Sørensen, der ikke var helt enig i den beslutning.

– Du har jo mere hår end hjerne, råbte Kristian Møller Sørensen ad kampens ene dommer, da han frustreret forlod banen.

Trods overtalssituationen i de næste to minutter lykkedes det ikke Brøndby at bringe balance i regnskabet. I stedet bragt Albertslund sig i sidste minut af første halvleg på 3-1, da hjemmeholdets Nicklas Ellis Hansen bankede bolden ind i Brøndby-målet med et tørt hug udefra. Bolden strøg mellem venner og fjender over i det lange hjørne.

Der var klasseforskel

I anden halvleg var Albertslund IF altdominerende. Brøndby blev i perioder kørt ud af banen, og stort set hver gang Brøndby begik en fejl, blev det straffet prompte af hjemmeholdet.

Ganske symptomatisk for kampen var scoringen til 4-1 et selvmål af keeper Emil Graulund fire minutter efter pausen. Blot minuttet senere udbyggede Adem Kücükkartal hjemmeholdets føring efter et koks i Brøndbyforsvaret.

Bagud med fire mål så det svært ud for Brøndby, og seks minutter efter målet til 5-1 måtte Brøndby-spillerne endnu engang trave op til midten af banen med bolden. Målet blev sat ind af hjemmeholdets Rasmus Øster, der lige nåede at drive gæk med Brøndby-forsvaret.

Casper Flyvholm lukkede forestillingen med sin scoring til 7-1 i kampens sidste minut. Mere blev det ikke til, og Brøndby-spillerne måtte derfor gå skuffende fra banen efter en sæsonpremiere og et lokalbrag, hvor der slet og ret var klasseforskel.

Gav lette mål væk

Nederlaget til Albertslund IF giver Brøndby-træner Alexandre de Santana en del at tænke over inden næste uges kamp mod JB Gentofte Futsal.

– Det kostede os dyrt, at vi ikke gjorde de ting, vi havde trænet op til kampen. Det kostede os dyrt, fordi vi gav så mange lette mål væk, forklarede Alexandre de Santana til Folkebladet kort efter kampen.

Han mener dog, at der er noget at arbejde med over hele linjen, og ikke kun i defensiven.

– Vi skaber jo ikke rigtigt nogen chancer ud over den, vi scorer på, sagde Brøndby-træneren.

Alexandre de Santana tror, at fraværet af flere profiler spiller ind, men han vil ikke bruge det som undskyldning for nederlaget.

– Det betyder da noget for kontinuiteten, fordi vi skal spille nogle nye spillere ind, men vi begik stadigvæk for mange fejl, og det betalte vi dyrt for i dag, sagde Brøndby-træneren.

Skal yde 200 procent

I næste runde skal Brøndby møde JB Gentofte Futsal i Stadionhal 1. Her skal der være en helt anden energi på banen, hvis Brøndby skal gøre sig forhåbninger om point.

– Vi skal ikke bare være 100 procent fokuserede. Det er snarere 200 procent. JB Gentofte Futsal er et godt hold, der ikke skal have ret meget plads at spille på, siger Alexandre de Santana, der er optimistisk før kampen på søndag den 22. november.

Alexandre de Santana tror på, at holdet er godt nok til at slutte blandt de øverste fire hold i rækken. Skal den mission lykkes, skal favoritterne fra JB Gentofte Futsal sendes hjem fra Vestegnen uden point.

– Vi skal presse dem aggressivt, for lader vi dem spille deres eget spil, får vi det svært, siger Alexandre de Santana.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top