fbpx
Kan stadig gå stavgang
Stavgang-1.jpg

Ældre Sagen kan stadig gå stavgang. Foto: Jørgen Andersen

Ældre Sagen kan stadig gå stavgang. Foto: Jørgen Andersen
VALLENSBÆK. Stavgang er blevet mere populært under corona-nedlukningen, da det er en af de eneste aktiviteter i Ældre Sagen i Vallensbæk, der ikke er lukket

I marts, da hele Danmark blev lukket ned, lukkede Ældre Sagen i Vallensbæk også for alle deres aktiviteter. Det gjaldt også stavgang-holdet. Men allerede den 9. juni fik de lov at genstarte holdet. Da de fleste andre aktiviteter i Ældre Sagen i Vallensbæk er aflyst, er stavgang blevet mere populært.

– Mange aktiviteter er jo lukket ned, og flere savner at komme ud mellem andre, siger Inge Mauritzen fra Ældre Sagen.

På stavgangholdet bliver der taget godt imod nye medlemmer.

– Instruktørerne lærer altid den nye, hvordan man bruger stavene. Det er muligt at låne stave, til man finder ud af, om aktiviteten er af interesse, siger Inge Mauritzen.

Holdet mødes hver tirsdag. Det er gratis at deltage, så ud af 50 medlemmer på holdet, er det cirka 25, der møder op hver gang. Her bliver holdet delt i flere, så der er plads til både dem der går hurtigt og dem, der går langsomt. Der er plads til dem, der kan gå langt, og dem, der foretrækker
en kort tur. For at få nogle varierede ture, skiftes mødestedet en gang om måneden.

For medlemmerne handler det ikke kun om at få motion, det handler også om det sociale. Her har holdet været udfordret en smule, for normalt slutter de dagen af med en tur på en lokal café eller restaurant. Men med de nye forsamlingsforbud kan det ikke lade sig gøre. I stedet mødes de lidt tidligere end planlagt, så der er tid til at få snakket af, inden opvarmning til gåturen begynder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top