fbpx
John Engelhardt stopper i politik
John-Engelhardt.jpg
John Engelhardt har blandt andet stået i spidsen for opførslen af nye idrætshaller i Glostrup. Arkivfoto: Jesper Ernst Henriksen
Glostrup Når kommunalvalget i 2021 er overstået, er politik også overstået for Glostrups nuværende borgmester John Engelhardt (V). Venstre vælger ny spidskandidat i november

For 27 år siden stod John Engelhardts navn første gang på stemmesedlen til et kommunalvalg i Glostrup Kommune. Her fik han ikke stemmer nok til at komme i kommunalbestyrelsen, men blev i stedet suppleant. Kort efter stoppede et af Venstres medlemmer, og der blev brug for John i kommunalbestyrelsen. Det betyder, han til næste år kan han fejre 25 års jubilæum som medlem der. Det bliver også det sidste år som kommunalbestyrelsesmedlem for den til den tid 65-årige borgmester. Han annoncerede på kommunalbestyrelsens skype-møde onsdag aften, at han ikke ville genopstille.

– Jeg har besluttet mig for ikke at genopstille ved KV2021. Jeg har haft politik som en utrolig stor del af hele mit liv, men mit liv er også andet end politik. Jeg har derfor besluttet at stoppe med udgangen af den her valgperiode, så der bliver bedre tid til alle mulige andre ting, sagde han. Han er blandt andet en ivrig golfspiller og maratonløber.

Borgmester

John Engelhardt blev borgmester i 2009, efter en kaotisk konstituering, hvor et medlem af SF valgte at blive løsgænger og pege på John som borgmester. Det har været en tid, John Engelhardt har nydt.

– De seneste 11 år har jeg været borgmester i én af de bedste kommuner i Danmark. Det har været en spændende rejse, hvor vi har gjort meget for at skille os ud i forhold til vores nabokommuner. Vi har et højt serviceniveau og vi har nu den 5. laveste skat i Danmark. Det har betydet fokus på effektiv drift hen over årene og jeg kan takke politiske kollegaer, ledelse og medarbejdere for et stort engagement i den sammenhæng, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Jeg er stadig meget glad for arbejdet og det er en fornøjelse at stå i spidsen for Glostrup kommune. Også selv om nogle dage kan være lange og telefonen er åben døgnet rundt. Jeg ser en spændende udvikling på vej omkring udbygning af vores bymidte med det formål, at vi også i fremtiden kan være egnens centrum for handel og infrastruktur.

Skiftende flertal

Mens det i de første fire år med John Engelhardt som borgmester var et noget broget flertal, der havde magten, blev det anderledes efter valget i 2014. Her fik Venstre og Dansk Folkeparti nemlig til sammen de nødvendige 10 mandater for at have et flertal.

– Der har været stabilitet, og borgerne har vidst, hvad de kunne forvente, sagde John Engelhardt til Folkebladet i forbindelse med sin 60-års fødselsdag for fire år siden.

Den seneste valgperiode har været mere turbolent. Først indgik John Engelhardt et samarbejde med Dansk Folkeparti og Konservative, så kom han i mindretal, da Samarbejdsgruppen opstod i kølvandet på, at Lars Thomsen var blevet smidt ud af Venstre. For halvandet år siden fik John Engelhardt i praksis magten igen i et samarbejde med Socialdemokratiet. Det opstod blandt andet, efter det havde været umuligt at skabe fuld enighed om fremtiden for Glostrup Skole i kommunalbestyrelsen.

Ny spidskandidat

Venstre vil vælge ny spidskandidat på et møde senere i november, så der bliver god tid til forberedelserne til næste års kommunalvalg.

– Jeg synes også, det er rigtig fint, at der efter 2021 kommer nye kræfter i spidsen for Venstre og for Glostrup Kommune. Vi skal hele tiden sørge for, at kommunen er attraktiv for nuværende og fremtidige borgere, siger borgmesteren.

Formand for Venstre i Glostrup, Torben Martinsen, roser John Engelhardt for indsatsen over de sidste 25 år.

– John Engelhardt har med sikker hånd og på pragmatisk vis ledet Glostrup og står bag mange brede forlig hen over midten i kommunalbestyrelsen. Han har stået for en effektiv drift af kommunen med et fortsat højt serviceniveau uden at hæve skatterne. John har været en del af det politiske spil i næsten 25 år og har vundet borgmesterposten tre gange. Jeg forstår udmærket John Engelhardts beslutning, det er et slidsomt hverv at være borgmester med meget lidt fritid, så jeg under gerne John en ny tilværelse med et noget lavere stressniveau, siger han.

Se meddelsen her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top