fbpx
Glostrup har fået ny veterankoordinator
Jeanne-Blyme-foto-Camilla-Hey.jpg

Jeanne Blyme er ny veteran- koordinator i Glostrup Kommune. Foto: Camilla Hey

Jeanne Blyme er ny veteran- koordinator i Glostrup Kommune. Foto: Camilla Hey
GLOSTRUP. Glostrup Kommunes nye veterankoordinator vil i tæt kontakt med foreningsverdenen for at formidle viden om veteraner. Hun glæder sig til at møde Glostrups veteraner og deres pårørende og formidle de muligheder, de har via veteransagen

I foråret stoppede Glostrup Kommune sit samarbejde med kommunens første veterankoordinator, Morgan Johnson, der skulle på opgave for det amerikanske forsvar. Nu er der ansat en ny, det er Jeanne Blyme, der er ansat som Glostrup Kommunes nye veterankoordinator.

Det ligger Jeanne på sinde, at ordet veteran ikke kun forbindes med historier om ødelagte mennesker. Hun mener, at de indsatser, som danske soldater bidrager med ude i verden, i høj grad er fortællinger om stærke kompetencer, professionelle indsatser og god uddannelsesbaggrund, hvor danske mænd og kvinder vender hjem med erfaringer, som både virksomheder og foreningslivet nyder godt af – hvis vi sørger for at få det til at ske.

Jeanne glæder sig til at snakke med kommunens veteraner om løst og fast:

– Og hvis du ikke er vant til at være i kontakt med kommunen, kan jeg hjælpe med at finde frem til de rigtige personer for dig. Jeg er i tæt kontakt med de muligheder, der tilbydes, gennem Forsvarets Veterancenter. Og dertil kommer, at jeg kender et væld af gode mennesker fra mange af de frivilligbaserede organisationer i veteransagen”, siger Jeanne.

Hun glæder sig ligeledes til at lære Glostrup Kommunes foreningsliv at kende. Hun vil gerne opfordre foreningerne til at kontakte hende med henblik på et besøg, der kunne indeholde en debat eller et foredrag om veteraner i foreningslivet.

Jeanne vil gerne påpege, at Danmark, foruden soldater, også udsender politifolk, sygeplejersker, læger, præster, psykologer og folk fra beredskabet.

– Og de er også veteraner, og dermed velkomne til at kontakte mig, ligesom pårørende – voksne som børn – til udsendte kan henvende sig.

Gennem ild og vand

Jeanne Blyme kan også træffes på åbningen af udstillingen Gennem Ild og Vand om Danmarks udsendte til krig, kriser og katastrofer. Den foregår på Glostrup Bibliotek 23. november kl. 19 og byder på fire lokale veteraners personlige historie om det at være udsendt af Danmark. Derefter kan der stilles spørgsmål til veteranerne.

Selve udstillingen sætter fokus på de udsendtes missioner fra 1948 og frem til nutiden via personlige kortfilmsfortællinger, faktuel viden og forskellige artefakter. Udstillingen kan besøges frem til 4. december 2020.

Veteranernes verden

Jeanne Blyme har været medstifter af en veterancafé og et tværgående veteranråd mellem fem kommuner. Derudover har hun de sidste godt to år været ansat som veterankoordinator i Ballerup Kommune.

– Jeg har arbejdet i veteranfeltet siden 2015, hvor jeg har sat præg på frivillige indsatser, hvor veteraner hjælper veteraner. Jeg har desuden gennemført en række projekter, med støtte fra en pulje i Forsvarets Veterancenter – projekter, der har haft til formål at skabe dialog om veteransagen med udgangspunkt i de gode veteranhistorier, fortæller Jeanne Blyme.

Jeanne er vokset op med to forældre fra den militære verden, som begge har været udsendt til nogle af verdens brændpunkter i forskellige roller. Det har været medvirkende til en stærk indsigt i militærets sprog og værdier.

FAKTA

Veterankoordinator Jeanne Blyme kan kontaktes på
tlf. 2120 8197, eller på jeanne.blyme@glostrup.dk.

Udstillingen Gennem Ild og Vand åbner 23. november og kan ses i perioden 23. november – 4. december 2020 på Glostrup Bibliotek, Kildevældets Alle 5, Glostrup.

3 kommentarer om “Glostrup har fået ny veterankoordinator”

  1. Jannick Kristensen siger:

    Glostrup får en veterankoordinator som ikke er veteran og Ikke kender Glostrup. Nej, man ansætter en gammel kvinde som ikke engang har nogle faglige kvalifikationer i område. Det er ikke hendes skyld, hun vil vel bare have et job og hun får en chance men jeg tror ikke vi er mange der tror på hende.

    1. Thomas Skjødt siger:

      Helt enig med Jannick. Hun siger hun bevæger sig i veteranernes verden. Det er sikkert sandt, men jeg kender ingen i miljøet som kender hende og jeg har aldrig set hende der og jeg kan ikke se hende i de forskellige veterannetværk hvor vi mødes.

      Den gamle veterankoordinator var selv veteran og vi kendte ham, men nu står den på en gang DJØF typer, hvor ingen har været udsendt eller bare i militæret. Det er en ommer Glostrup.

  2. Lars siger:

    Jeg tilslutter mig 100% hvad Jannick & Thomas skriver.

    Jeg må indrømme at jeg undres, hvor og hvornår kunne pågældende stilling søges, det virker på mig som en stor omgang kammerateri, veteranpolitikken, bliver endnu en gang udført med den ene hånd i lommen.

    Veteranpolitikken i Glostrup kommune m.fl er stort set anonym, den officielle ”hvor er vi glade for jeres indsats” er på flagdagen, her bydes der på morgenbord …

    Tænker I, at veteraner ikke har et job, og alligevel bare sidder og kigger ind i væggen? Nej vi arbejder, og derfor kan vi ikke møde op. Det er grunden til den lave tilslutning til disse arrangementer.

    Tror som de andre indlæg ikke at dette er den rigtige løsning, det er så afgjort en OMMER …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top