fbpx
En svær – men nødvendig – beslutning
Debat_web.png
DEBAT.  

Det er med tungt hjerte, at regeringen har besluttet at aflive minkbestanden i Danmark. Det har desværre store konsekvenser for ansatte på Kopenhagen Fur i Glostrup, minkavlerne i resten af landet og hele erhvervet i almindelighed. Det er en rigtig, rigtig ulykkelig situation, og sympatien er stor for de mennesker, der rammes.

Desværre er beslutningen påkrævet og nødvendig. Statens Serum Institut (SSI) er nemlig kommet med en klar sundhedsfaglig anbefaling, og den er vi nødt til at lytte til, da folkesundheden i Danmark og resten af verden kan blive sat i alvorlig fare. SSI har fundet ud af, at Coronavirus muteret gennem mink og smittet tilbage til mennesker kan hindre arbejdet med at skabe en effektiv vaccine for COVID-19. Sker det, risikerer vi, at tusindvis af menneskeliv og arbejdsplads forsvinder. I Danmark og i resten af verden.

Beslutningen om at aflive minkene i Danmark kræver politisk handling. Derfor er det en vigtig prioritet for os i Socialdemokratiet, at ansatte på Kopenhagen Fur og i resten af minkerhvervet bliver hjulpet videre.

Her i Glostrup skal vi have jobcentret i gang, så der bliver taget hånd om nye ledige. Det er kun fortjent, at mennesker, der har knoklet i årtier, og er ofre for uheld og ulykke, får en hjælpende hånd. Minkerhvervet og Kopenhagen Fur har hvert år bidraget med milliarder til statskassen, og har været blandt verdens bedste til faget.

På landsplan venter der også en vigtig politisk opgave. Minkavlerne, som ser deres livsgrundlag smuldre under dem, skal kompenseres ordentligt og dækkende. Ligesom vi skal sikre en ordentlig vej videre for alle dem, der mister deres arbejde på Kopenhagen Fur. Derfor ser vi på
muligheder for omskoling, efteruddannelse og hurtig kompetenceafklaring.

Derfor er det også nødvendigt, at et bredt flertal i Folketinget går til opgaven med en seriøs indstilling. Tidligere har enkelte oppositionspartier, borgmestre og organisationer eksempelvis afvist at lytte til sundhedsmyndighederne. Det er hamrende uansvarligt. Naturligvis skal vi lytte til sundhedsmyndighederne.

Men vi skal også hjælpe alle dem, der nu mister deres arbejde, på grund af nødvendige restriktioner. Det er ikke dem, der mister deres arbejde på Kopenhagen Fur eller nogen andre steder i Danmark som skal betale prisen for coronapandemien. Den må vi betale i fællesskab.

1 kommentar om “En svær – men nødvendig – beslutning”

  1. Tove Vestkær siger:

    Det er der vist flere meninger om også blandt de lærde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top