fbpx
Dele af Søndervangskolen lukket efter brand
DSC08549x_web.jpg

Foto: Jesper Ernst Henriksen

Dele af Søndervangskolen brændte onsdag aften Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Onsdag aften var der brand i dele af Søndervangskolen. Skolen er først fuldt funktionsdygtig igen på den anden side af nytår

Onsdag aften omkring klokken 21 blev Hovedstadens Beredskab kaldt til Søndervangskolen, hvor der var ild i et udhæng og dele af taget ved skolens SFO i de tidligere gymnastiksale. Derfra havde røgen spredt sig til resten af bygningen. Brandvæsnet fik slukket branden med en højtryksslange og fik åbnet vinduer og døre i resten af bygningen, så røgen kunne komme ud.

Ifølge Folkebladets oplysninger kunne noget tyde på, at branden var påsat. Københavns Vestegns Politi var derfor også til stede ved branden. De skal nu i den kommende tid undersøge brandårsagen nærmere og forsøge at finde eventuelle gerningsmænd, hvis det viser sig, at den var påsat.

Politiet oplyser, at de gerne vil høre fra vidner eller andre, der har oplysninger i sagen. Henvendelse døgnet rundt på 114.

Oprydning

Torsdag morgen startede derfor et stort arbejde for skolen og Glostrup Ejendomme, der skal rydde op efter branden.

– Når man kigger på brandskaderne udvendig, så er det et par bænke, der er blevet brændt af, fire fem vinduer, der er gået i stykker, og et tagudhæng og dele af taget over SFO’en, der er beskadiget, afdelingsskoleleder Rene Svendsen.

Der er dog også skader, man ikke kan se:

– Den største skade er, at der er trængt rigtig meget røg ind i vores bygninger. På undervisningsdelen har det betydet, at halvdelen af indskolingen skal gøres rent i de her dage af et professionelt rengøringshold. Der er fire klasselokaler, vi ikke har kunnet benytte torsdag og fredag. Forventningen er, at vi kan bruge dem på mandag. Det har betydet, vi har flyttet fire klasser andre steder hen på skolen, men det er vi efterhånden ved at være gode til på grund af corona, siger han.

Klar efter nytår

Det er dog på SFO’en, de største skader er sket. SFO’en på Søndervangskolen er delt i to, det er delen i de tidligere gymnastiksale, der er blevet mest beskadiget.

– Det er hele den store røde bygning, vi ikke kan bruge. Vores fællesrum, tre andre lokaler til børnene, vores personalerum og kontor og vores hemse, dem må vi ikke bruge før i uge 50. Der er sodskader derinde, når man rører ved glasflader og vægge kan man godt mærke, der er meget sod. Der er et firma ude at se på, hvor meget, der er beskadiget og hvor meget, der kan genbruges, siger SFO-leder Heidi Larsen.

Den største skade på SFO’en er på børnenes garderobe.

– Hele vores gangareal, hvor børnene fra 0. til 2. klasse har garderober, skal renoveres hele vejen igennem. Lofterne skal udskiftes, nogle steder skal garderoberne skiftes ud, så det kan vi først bruge efter nytår, siger Heidi Larsen.

Branden har betydet, at en indgang til SFO’en ikke kan bruges før efter nytår, så børnene må benytte en anden indgang. Corona-restriktionerne har ellers ind til nu betydet, at børnene skulle bruge forskellige indgang, men nu bliver de i en kort periode blandet på vej ind og ud af dele af skolen. Derudover skal elever i 0. og 1. klasse have SFO-tid i deres normale klasselokaler de næste to uger.

– I uge 50 forventer vi, at vi kan give et ok SFO-tilbud til 0. og 1. årgang. Det er dem, der kommer til at mærke det anderledes de næste 14 dage, siger Heidi Larsen.

Nervøse børn

På skolen har der også været et pædagogisk arbejde efter branden.

– Vi kan godt mærke, at de små bliver nervøse. Der er nogle, der tænker ‘vi havde ting liggende i garderoben, noget af det er helt sodet til. Og kan de få lov til at lave julegaver?’ Det er sådan noget, er fylder meget, når man er seks-syv år gammel. Så det er faktisk rigtig vigtigt, at der er lærere og pædagoger, der snakker med dem om det, der er sket. Det sætter nogle spor, siger Heidi Larsen.

Skolen har nu sendt besked ud til alle forældre om branden, så de kan tale med deres børn om det.

– Eleverne har bare hørt om det, de kan ikke gå ned og se det. Så for dem er det voldsomt. Så vi giver information i klasserne og skriver hjem til forældrene, så de også kan snakke med deres børn om det, siger Heidi Larsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top