fbpx
Brøndby fik revanche
2020-11-12_at_21-15-16_Fujifilm_X-T4_DSCF8373x_NR.jpg
Brøndby Volleyball Klub er tilbage i top fire efter en sejr over Team Gentofte. Arkivfoto: Robert Hendel
SPORT. Det begyndte skidt, men endte godt, da Brøndby Volleyball slog Gentofte på udebane. Med sejren bytter de to hold samtidig plads i tabellen

Volleyballkvinderne fra Brøndby fik en katastrofal start i weekendens udekamp mod Gentofte Volley.

Brøndby blev kørt ud af banen i første sæt, som hjemmeholdet tog hjem med cifrene 25-14.

Gentofte var også bedst i begyndelsen af andet sæt, hvor hjemmeholdet bragte sig foran med 5-0. Brøndby kom dog tilbage i sættet, da Emma Burton effektivt servede gæsterne i front med 6-5 godt hjulpet af Sofia Bisgaard og Tajma Muharemovic ved nettet.

De to hold fulgtes ad i det meste af sættet, men ved 17-17 trak Brøndby fra hjemmeholdet og hev andet sæt i hus med 25-20.

Sætsejren gav Brøndby-spillerne et tiltrængt skud selvtillid, og tredje sæt blev sikkert hevet hjem med 25-16, hvor især Sille Hansen markerede sig både offensivt og defensivt.

I fjerde sæt skiftede holdene til at tage føringen frem til 10-10. Gentofte tog kortvarigt føringen frem til 16-14, men så tog Brøndby med Tajma Muharemovic som server føringen tilbage med 19-16, inden Brøndby lukkede kampen med 25-23 og sikrede sig en vigtig sejr i kampen for at ende blandt de fire hold, der får adgang til semifinalerne senere på sæsonen.

Sejren betyder, at Brøndby går forbi Gentofte i ligaen og lige nu indtager fjerdepladsen i kvindernes bedste række.

På torsdag får Brøndby mulighed for at få kontakt med Team Køge på andenpladsen. De to hold mødes nemlig i Stadionhal 1, og her har Brøndby revanche til gode fra tidligere på sæsonen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top