fbpx
Brøndby-borger bliver medlem af eksklusiv jazz-klub
2020-11-04_at_13-12-55_Fujifilm_X-T4_DSCF4721x.jpg

Foto: Robert Hendel

Jesper Thilo har i mere end fem årtier været en af Danmarks førende saxofonister. Nu bliver han æresmedlem i Ben Webster Foundation. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. I mere end et halvt århundrede har jazzlegenden Jesper Thilo beriget dansk musik. Nu bliver han æresmedlem i The Ben Webster Foundation, som i 43 år har hyldet dansk jazzmusik med en pris, som Jesper Thilo i øvrigt var den første til at modtage i 1977

Det gule parcelhus i Brøndbyøster afslører ikke umiddelbart, at der bag murerne bor en mand, der har sat et markant aftryk på dansk musik i mere end 50 år.

Huset, som ligger i første række ud til Vestvolden, har i 19 år tilhørt Jesper Thilo, der i brede kredse er anerkendt som Danmarks bedste jazzsaxofonist. De fleste på hans alder ville være gået på pension for længst, men lysten til at spille musik driver stadigvæk Jesper Thilo.

– Jeg stopper vel først, når telefonen ikke ringer mere, eller hvis jeg falder død om, fortæller den garvede musiker, der fylder 79 år den 28. november.

Snart bliver han også medlem af en meget eksklusiv klub, når han i år bliver udnævnt til æresmedlem af Ben Webster Foundation. Dermed kommer han i selskab med store amerikanske navne som Sonny Rollins og Charles Lloyd.

– Den havde jeg altså ikke set komme, men det er jo helt fantastisk. Jeg har jo været medlem i mange år, siger Jesper Thilo, der for 43 år siden blev den første, som modtog Ben Webster-prisen.

Det er en pris, som Ben Webster Foundation uddeler til en person, der har gjort en indsats for at fremme jazzmusikken herhjemme.

– Jeg var meget benovet over det, men jeg anede ikke, hvad det gik ud på, husker Jesper Thilo.

I 1977 mødte han op i baren i Montmartre i Nørregade. Her fik han at vide, hvad der skulle foregå.

– Så fik jeg en check på 1.000 kroner fra det, der dengang hed Landmandsbanken, men det viste sig, at den lige havde skiftet navn til Danske Bank, så checken var dækningsløs. Det var lidt pinligt, husker han og griner.

Jesper Thilo endte dog med at få en ny check, og så var han glad:

– Det var jo mange penge dengang.

Musik i blodet

Jesper Thilo er vokset op på Christianshavn i en familie, hvor musikken spillede en betydelig rolle.

– Min morfar dirigerede faktisk tivolis harmoniorkester i mange år, og min mor var pianistinde, så jeg har det ikke fra fremmede, fortæller det kommende æresmedlem af Ben Webster Foundation.

Jazzen fangede hurtigt Jesper Thilos interesse, og som 11-årig fik han sin første altsaxofon.

– Den muntrede jeg mig med, og så spillede jeg med en masse amatørorkestre ude på Amager. Jeg var ikke mere end 14-15 år, da jeg var ude at spille jazz første gang, husker han.

Efter sin realeksamen spurgte forældrene, hvad han ville lave. Det var Jesper Thilo slet ikke i tvivl om. Han ville leve af at være musiker.

– Så sagde min mor de vise ord ‘så skal du også gå på konservatoriet og lære det ordentligt’. Dengang gjorde man, hvad ens forældre sagde, forklarer Jesper Thilo.

Han søgte derfor ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han blev optaget i første hug, og her endte han med at tilbringe flere år end de fleste.

– Jeg gik der først i fire år, og så ville jeg vente lidt længere med at være soldat. Så tog jeg et musikpædagogisk kursus, fordi jeg fik en afgangseksamen, siger Jesper Thilo, der faktisk allerede havde stiftet bekendtskab med konservatoriet i en relativt ung alder.

Som barn gik han på Den Classenske Legatskole, der dengang lå lige over for konservatoriet.

– Der søgte de nogle kaniner til deres pædagoger, der skulle undervises, og der blev jeg udtaget og gik der i to år, så jeg tror, at jeg er en af de musikere, der har gået længst tid på det Kongelige Danske Musikkonservatorium, fortæller Jesper Thilo og griner.

Saxofonen var dog ikke populær på konservatoriet, så undervisningen foregik primært på klarinet.

– Jeg har aldrig fået undervisning i saxofon, men den er ligesom klarinetten, så jeg førte det over til saxofonen. I dag spiller jeg stadigvæk begge dele, siger han.

Jesper Thilo voksede op i et musikalsk hjem på Christianshavn. Foto: Robert Hendel

Jazz var hipt

På Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, der lå på H. C. Andersens Boulevard dengang, lærte Jesper Thilo at spille klassisk klarinet og værker af store komponister som Mozart og Carl Nielsen.

Dog brændte han mere for jazzen end den klassiske musik, og om natten sneg han sig ned i Nyhavn, hvor der var et spirende jazzmiljø.

– Jeg var helt sikker på, at jeg ikke skulle være klassisk musiker. Det var jeg simpelt hen ikke god nok til, siger Jesper Thilo.

Jazz var moderne, men det var forbundet med en stor risiko at tage på Cap Horn i Nyhavn og give den gas på scenen, for det var forbudt for de konservatoriestuderende og kunne i værste fald betyde udsmidning.

– Jazz var det hippe dengang, ligesom syrerock er det i dag. Det var det, de unge hørte, og det var det, man tog med til festerne, siger Jesper Thilo, som også brugte adskillige timer i Magasins pladeafdeling.

Her var der en stor jazz-afdeling, hvor han købte en masse forskelligt.

– Så jeg var var allerede godt orienteret rent stilmæssigt. Jeg vidste, at der fandtes forskellige stilarter, men det generede mig ikke så meget, for det gjorde der jo også inden for den klassiske musik, forklarer den 78-årige saxofonist.

Dengang var det danske jazz-miljø delt op i to lejre. Den ene var Charlie Parker-lejren, og den anden var Louis Armstrong.

– Louis Armstrong var dem, der kunne lide traditionel jazz og dixieland, og det nye var Charlie Parker, bebop og Miles Davis. De to lejre var vildt uenige om alting og syntes, at deres stilart var den bedste, fortæller Jesper Thilo.

Selv tog han begge stilarter til sig. For ham handlede det om, hvad der lød bedst.

– Så begyndte jeg at lære mig selv at spille og improvisere, husker han.

Jesper Thilo sneg sig i sine unge dage ned i Nyhavn for at spille musik, blandt andet på Cap Horn. Foto: Robert Hendel

Havde hele ladvognen

Drømmen om at blive musiker på fuldtid kom et skridt nærmere, da Jesper Thilo i 1966 blev medlem af Radioens Big Band.

– Det var jo lykken, for det var næsten fast arbejde. Det var noget, man kunne eksistere for, da det kom. Og det er pragtfuldt, at det stadigvæk findes, siger Jesper Thilo.

Med optagelsen i Radioens Big Band kom der for alvor bud efter den talentfulde jazzmusiker, som blev tildelt prisen som årets danske jazzmusiker i 1971.

– Det gik efter bogen, og jeg har altid haft noget at lave, fordi jeg var bredt orienteret rent musikalsk. I Olsen-Banden er det for eksempel mig, der spiller klarinet, fortæller Jesper Thilo.

Han har et bud på, hvorfor han blev hyret ind til opgaver med at indspille musik til film.

– Jeg var med på meget filmmusik, fordi jeg kunne læse noder og spille nogenlunde rent. Og så skulle man komme til tiden. Det var enormt vigtigt, siger Jesper Thilo.

Ofte sad han alene og indspillede musik til store danske film og serier.

– Jeg havde det, man dengang kaldte hele ladvognen. Det var noget, de kunne bruge, for der havde de lige fundet ud af det med overdubbing, hvor de kunne indspillet flere ting oven på hinanden, forklarer Jesper Thilo og tilføjer, at filmfolkene på den måde kunne spare penge ved blot at engagere en enkelt mand.

Ven med Ben Webster

Den amerikanske saxofonist Ben Webster havde i slutningen af 60’erne og frem til sin død i 1973 et nært forhold til Danmark og det pulserende københavnske jazzmiljø.

– Pludselig var han i Danmark, og så skulle jeg ind for at høre ham. Jeg kendte ham jo godt fra grammofonpladerne, som det jo hed dengang, husker Jesper Thilo.

Oplevelsen var dog ikke helt, som han havde håbet.

– Det var en meget pudsig oplevelse, for jeg blev sådan lidt skuffet, da jeg fandt ud af, at der ikke var forskel på, om han spillede på plade eller live. Der havde jeg forventet lidt mere, fortæller Jesper Thilo om den amerikanske legende, som han senere blev gode venner med.

I begyndelsen var Ben Webster dog ikke vild med Jesper Thilo, og han har aldrig fundet ud af, hvorfor det var sådan.

– Pludselig var han alligevel glad for mig. Han boede på Nørre Søgade og fik en lejlighed der, han havde ikke en krone, men han var jo Ben Webster, så folk var interesserede i ham, og så var der nogen, der skød penge i ham, siger det danske jazz-ikon.

Venskabet har lært Jesper Thilo en del om at optræde på scenen.

– Jeg har aldrig været nogen stor tilhænger af at sælge mig selv. Det må sgu være nok, at musikken er god nok til, at publikum vil høre den igen, fortæller han.

Siden har Jesper Thilo lært, at folk godt kan lide, når han fortæller små anekdoter mellem numrene, når han står på scenen. Det må dog ikke overskygge den musikalske oplevelse.

– Jeg har altid været omhyggelig med mit repertoire, så det var spændende for mig selv og de andre, der spillede sammen med mig. Og er de to ting i orden, er publikum godt tilfredse, vurdrer Jesper Thilo, der i 2020 ikke har spillet lige så meget, som han godt kunne ønske sig.

Jesper Thilo kom en del i Jazzhus Montmartre. Foto: Robert Hendel

Aflysningshelvede

Siden Danmark blev lukket ned i midten af marts, har store dele af det danske kulturliv ligget stille. Det har Jesper Thilo også kunnet mærke.

– Der er kommet lidt mere fokus på kulturen i den her tid. Det var også på tide, for det har været en streng tid at komme igennem rent økonomisk, siger den snart 79-årige jazzsaxofonist.

Som musiker er han vant til, at indtægter kan svinge, men han erkender, at corona-situationen kom fuldstændig bag på ham.

– Lige pludselig kom det her aflysningshelvede, og der var den gal. Jeg havde jo etableret mig i et hus, som jo ikke er helt billigt at bo i, konstaterer Jesper Thilo.

Han er dog optimist og fokuserer på, at der også er en tid på den anden side af coronakrisen.

– Det lærer man som musiker. Hvis man har en dårlig aften, skal man ikke tude så meget over det. Så skal man bare vente til den næste aften, så skal det nok blive bedre. Det hedder vist optimisme, lyder det, inden Jesper Thilo endnu engang begynder at grine.

Han sammenligner situationen med coronavirus med den periode, hvor Danmark var besat af tyskerne.

– Jeg har jo levet i fire år under besættelsen, og selvom man siger, at små børn ikke opfatter, hvad der foregår, så gør de det altså alligevel, siger han.

Selv husker han, at der var et enormt sammenhold blandt danskerne, da krigen var slut. Det ser han også i musikbranchen lige nu, hvor man håber på lysere tider.

– Pludselig begynder det at ligne det, jeg kan huske fra dengang, siger den kendte danske musiker. Det var bare noget nemmere med tyskerne. Dem kunneb man kyle ud, når det var overstået. Det kan man jo ikke på samme måde med den der corona, forklarer Jesper Thilo.

Trods en usikker fremtid kan han glæde sig over at blive hædret for det store stykke arbejde, han har gjort for dansk musik. Det er det arbejde, der nu kaster en titel som æresmedlem af Ben Webster Foundation af sig ved den årlige Ben Webster Prisfest, som efter at have været udskudt én gang tidligere var planlagt til at finde sted lørdag den 14. november 2020.

Den er imidlertid blevet aflyst på grund af risikoen for spredning af coronavirus. Derfor må Jesper Thilo vente lidt endnu, før han officielt kan blive indlemmet i det eksklusive selskab af store jazz-navne.

Selvom Jesper Thilo snart runder 79 år, har han ingen planer om at stoppe med at spille musik. Foto: Robert Hendel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top