fbpx
Birgit bor med otte rumænske gadehunde
2020-11-02_at_14-57-51_Sony_ILCE-7M2_Birgit-1x.jpg

Foto: Jesper Ernst Henriksen

Birgit Hansen med de to hunde, der kan gå pænt i snor. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Birgit Hansen fra Glostrup sad en dag i 2013 på Facebook. Her faldt hun over en video af en hund, der havde det rigtig skidt. Det blev starten på Den Danske Valcea Gruppe, som siden har reddet 3000 gadehunde fra Rumænien. Otte af dem bor hjemme ved Birgit - heraf den ene fra videoen fra 2013

I Danmark opfatter vi hunde som kæledyr. Ser vi en hund løbe frit på gaden, er det fordi, den er blevet væk fra sin ejer. Sådan er det ikke i resten af verden. Her lever hunde på gaden og bliver af mange anset som et skadedyr – på samme måde som vi ser på måger eller krager i byerne i Danmark.

Sådan er det for eksempel i den Rumænske bjerglandsby Valcea med cirka 100.000 indbyggere. Her lever tusindvis af hunde på gaden. Derfor er der offentligt ansatte hundefangere, der enten forsøger at slå hundene ihjel med en kølle med det samme. Ellers fanger de dem og sætter dem i et shelter med cirka 2.000 andre hunde. Her overlever de normalt ikke så længe. Nogle bliver bidt ihjel af andre hunde, nogle sulter ihjel, nogle dør af kulde og sygdomme. Omkring 2.000 hunde dør i det offentlige shelter i Valcea hvert år. Men omkring jul 2013 fik en af hundene en chance til.

Birgit Hansen fra Glostrup havde tidligere hjulpet danske hunde, som ingen vil have, gennem dyreværnet. En dag sad hun på Facebook og så en video af en hund, der sad og rystede med tics. På det tidspunkt kendte hun ikke meget til Rumænien, og slet intet til Valcea. Men noget ved hunden fik hende til at stoppe. Denne hund måtte hun hjælpe.

– Jeg måtte bare eje ham. Jeg ender med at få fat i en kvinde, der kunne sørge for, at den kom til Tyskland tre uger senere, siger Birgit Hansen.

Her var hun noget mistænksom. Ville der overhovedet være en hund til hende, og hvis der var en hund, ville det så være den hund, hun havde set på videoen. Da hun ankommer til Hamborg og kan se hunden gennem et vindue, er hun ikke i tvivl om, at det var den rigtige hund.

– Jeg kan se ham ude fra gaden med sine tics, så jeg var sikker på, det var ham, siger hun.

Får at få ham med til Danmark, skal han have et navn til hundepasset. Den nemmeste løsning var at kalde ham Hansen.

Hansen er nu 16 år gammel, bliver stadig kaldt Hansen og bor stadig hjemme med Birgit i Glostrup.

This slideshow requires JavaScript.

Startede forening

Dagen efter startede Birgit Hansen Den Danske Valcea Gruppe, så hun kunne hjælpe flere hunde som ham. Siden er omkring 3.000 gadehunde blevet reddet fra gaden i Rumænien til Danmark.

– Det var ikke meningen, det skulle blive så stort. Det var til familie og venner. Men så eksploderede det. Jeg var ikke klar over, at der var så mange, som gerne ville have de hunde. Så vi har gjort det til en rigtig forening og har alle de tilladelser, man skal have, siger hun.

Birgit har selv otte af dem hjemme i huset i Glostrup.

– Jeg synes det er fedt. Jeg elsker dem. Når solen skinner og de har gravet deres huller og ligger i dem og slapper af, så tænker jeg, gud hvor er du heldig. Men jeg har så også sagt, at der ikke kommer flere ind. Jeg har sagt nej til et par stykker, siger hun.

Dem, hun selv har taget, har ikke kunnet placeres andre steder.

– Det er de værste, af de værste – dem, der ikke kan være andre steder. Jeg har adfærdsbehandler til dem. De skal bare gå derhjemme og blive gamle. Der er tre på 15 år, siger Birgit Hansen, der blandt andet har en hundeadfærdsbehandler til at hjælpe sig.

Kræver noget særligt

Det er ikke helt nemt at adoptere en gadehund fra Rumænien til Danmark.

– Der er også hvalpe. Det er ligesom at få en hvalp fra en dansk kennel. Voksne hunde, hvor vi ikke kender fortiden, må ikke komme i børnefamilier eller i lejligheder. Det kræver en helt indhegnet have. Man kan ikke gå tur med dem. Vi laver hjemmebesøg og snakker med folk om, hvad det er for nogle hunde, siger Birgit Hansen.

For hundene kan være i en meget skidt tilstand, når de kommer til Danmark. Birgit har selv en hund, der er helt skæv i ansigtet, efter en hundefanger har forsøgt at slå den ihjel med en kølle. Det er heller ikke ualmindeligt, at hundene, der kommer til Danmark, nærmest ikke har nogen pels. Når de får omsorg og rigtigt foder, vokser pelsen stille og roligt ud igen.

Birgit understreger også, at det ikke er farlige hunde.

– Der er ikke nogen af de 3.000 hunde, der har været aggressive. De er meget taknemmelige. Til gengæld bliver de enormt bange, hvis du får gæster. De trækker sig væk, siger hun.

Hundene er også vant til at leve i flok, så når Birgit er kommet hjem med endnu en hund, har resten af hundene taget godt imod den.

Samler tæpper

Ud over at hjælpe de mest udsatte hunde fra Valcea til Danmark, hjælper Den Danske Valcea Gruppe også i Rumænien.

Foreningen i Danmark har støttet en samarbejdspartner, Maria Christina Rizea, der driver et privat shelter i Valcea. Hun kan tage ind i det offentlige internat og hente alle de hunde hun vil.

Derudover indsamler foreningen tæpper, foder, hundekurve og alt andet brugt hundeudstyr. Det bliver samlet i forskellige depoter rundt omkring i Danmark, for eksempel hjemme ved Birgit. Herfra bliver det en gang om måneden kørt i varebiler til Hamborg. I Hamborg møder Den Danske Valcea Gruppe Maria, der kommer med 10 til 12 hunde den anden vej.

Det nyeste projekt er muligheden for at sponsorere en hund på Marias shelter.

– Lige nu har vi lavet et nyt projekt, hvor man kan sponsorere en hund. Hun er afhængig af os andre. De skal til dyrlægen og så videre. Hver hund betaler man cirka 300 kroner om måneden for. Mange mennesker i Danmark kan ikke have hund selv, men her kan de selv få lov at navngive den, de kan være med til at finde et hjem til den, de kan få lov at nyde, at den kommer til Danmark, fortæller Birgit Hansen.

Birgit Hansen stiftede Den Danske Valcea Gruppe. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Foder og behandling

Fra Marias shelter hjælper hun gadehundene.

– Vi får neutraliseret og genudsat 500 raske hunde hvert år dernede. Der er mange gadehunde dernede. Vi kan ikke slæbe dem alle sammen herop. Alle de raske, der kan overleve på gaden, bliver neutraliseret, så de ikke kan få hvalpe, og genudsat, siger Birgit Hansen.

Hun har selv været i Rumænien flere gange og besøge Maria.

– Valcea ligger i et bjergområde med mange skove. De hunde, der bliver i skovene, de har det fint. Maria kører op i bjergene til faste foderpladser. Når hun kommer kørende op, holder de sig i deres egne grupper. De vil ikke i konflikter med andre hunde. Hun kender alle hundene og deres grupper. Der er typisk fire til otte hunde i en gruppe. Hvis der mangler en i en gruppe, så ved hun det. Hun kan også udpege hvilke hunde, der er neutraliseret, fortæller Birgit Hansen.

Hun kan fornemme nu, at indsatsen i Valcea har hjulpet.

– Vi kan mærke nu, at der er færre hunde i byen. Førhen var burene i det offentlige shelter helt fyldte, siger Birigt Hansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top