fbpx
Antallet af nye smittede er halveret i Vallensbæk – og eksploderet i Brøndby Strand
2020-08-06_at_15-38-17_DSCF4996x-1.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndby er blandt de kommuner, der lige nu er allerhårdest ramt af coronavirus. Arkivfoto: Robert Hendel
HELE OMRÅDET. I sidste uge var Vallensbæk den hårdest ramte kommune i landet, men i den seneste uge er smittetallet halveret, mens der i Brøndby Strand er sket en stor stigning i antallet af nye smittede, og det frustrerer Brøndbys borgmester Kent Magelund (S)

Det går atter den rigtige vej med smitten i Vallensbæk. I den seneste uge er antallet af nye smittede i kommunen faldet med 53 procent. Dermed er Vallensbæk ikke længere den hårdest ramte kommune i landet.

Ifølge Statens Serum Institut udgjorde andelen af smittede i Vallensbæk mandag eftermiddag 241 ud af 100.000 borgere. En uge forinden var tallet 517 smittede per 100.000 borgere.

Den positive udvikling betyder, at der er syv kommuner, der er hårdere ramt end Vallensbæk. En af dem er Brøndby, der lige nu er den kommune med den næsthøjeste andel af smittede borgere – kun overgået af Herlev.

I Brøndby er antallet af nye smittede steget med 32 procent, så der nu er 292 nye smittede per 100.000 indbyggere i den seneste uge.

– Vi må erkende, at det ikke ser godt ud lige nu, og det er frustrerende, og fortsætter det i det her tempo, kommer vi snart til at være den hårdest ramte kommune, siger Kent Magelund (S), der er borgmester i Brøndby.

Eksplosion i Brøndby strand

Det er især i Brøndby Strand, at der er sket en eksplosion i antallet af nye smittetilfælde, og det har blandt andet medført, at en institution i området har måttet lukke ned.

– Der er mange faktorer, vi ikke kender. Vi vil gerne vide, hvor og hvorfor det går galt, så vi kan handle på forkant, siger Kent Magelund.

Han håber derfor, at kommunen kan få nogle bedre redskaber til smitteopsporing, så smittekæderne kan blive brudt en gang for alle.

– Vi har kommunikeret til alle målgrupper i kommunen og på flere sprog, og nu må vi så analysere, hvad der går galt. For det er en alvorlig situation, vi står i, siger Kent Magelund, der applellerer til, at kommunens borgere gør en ekstra indsats for at overholde myndighedernes anbefalinger.

Borgmesteren håber, at kampagnerne snart vil vise en positiv effekt, men lige nu må han konstatere, at det ikke er tilfældet.

– Om det er, fordi folk glemmer anbefalingerne, eller om de ikke lytter, det er ikke til at svare på. Det kan også være en helt tredje ting. Vi kender ikke svaret, og gjorde vi det, stod vi ikke med så mange nye smittede, siger Kent Magelund, der tidligere har efterlyst flere test i kommunen.

Test gør det dog ikke alene, understreger borgmesteren.

– Det er selvfølgelig klart, at vi har en større mulighed for at identificere flere smittede, når vi tester flere, for mange render måske rundt og er smittede uden at have symptomer, siger Kent Magelund.

Frustrerende situation

Både i Vallensbæk og Brøndby har der i den forgangne uge været besøg Region Hovedstadens mobile testcentre, og mens der er udført flere test i forhold til ugen før, er positivprocenten faldet i Vallensbæk. Det er den til gengæld ikke i Brøndby.

Det skyldes blandt andet en stor stigning i nye smittede i Brøndby Strand, som rummer et af de tættest befolkede områder på Vestegnen. Samtidig er mange af beboerne ansat i job, hvor det ikke er muligt at arbejde hjemmefra.

– Der er mange mulige bud på, hvorfor lige Brøndby Strand er så hårdt ramt. Hvad grunden er til det, kunne vi godt tænke os at vide, siger Kent Magelund.

Han tror ikke på, at det vil hjælpe at lukke dele af kommunen ned. Samtidig understreger han endnu engang, at han ikke har svaret på, hvordan den kedelige udvikling bliver bremset.

– Vores institutioner gør jo alt, hvad de kan, men kommer der et smittet barn, er det svært at stille noget op, især hvis de ikke har symptomer, siger borgmesteren.

Han mener, at en nedlukning af idrætstilbuddene for de unge i kommunen vil flytte problemet et andet sted hen, hvor der ikke er den samme kontrol.

– Det er en frustrerende situation at stå i, og vi er nødt til snart at finde ud af, hvor det er, at kæden knækker i Brøndby, siger Kent Magelund.

I Glostrup er der også testet flere borgere i den seneste uge, og her er tendensen den samme. Andelen af positive test er faldet. Det samme er andelen af nye smittede, der lige nu udgør 130 ud af 100.000 indbyggere. Mandag eftermiddag var Glostrup nummer 34 på listen over de hårdest ramte kommuner.

Det skal du gøre, hvis du er testet positiv for coronavirus:

  • Isoler dig selv fra kontakt med personer uden for hjemmet
  • Undgå tæt fysisk kontakt med personer, du deler husstand med
  • Bliv hjemme, indtil du er rask. Er du på arbejde, opfordres du til straks at gå hjem
  • Aflys alle fysiske besøg, og tal i stedet med folk over telefonen eller videokald
  • Få andre til at hjælpe med indkøb. Så risikerer du ikke at smitte andre
  • Du skal overholde anbefalingerne, indtil du ikke har haft symptomer i mindst 48 timer

Du kan se alle retningslinjerne for smittede på dette link.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top