fbpx
Ærlig Brøndby-træner: Vi har måske overpræsteret i starten af sæsonen
2020-10-31_at_14-33-18_Fujifilm_X-T4_DSCF3076x.jpg
Tre kampe i træk uden en sejr er ikke noget, Per Nielsen og Brøndby er vant til. Foto: Robert Hendel
SPORT. Begår man så graverende fejl, som Brøndby gør, bliver man straffet, lød det efter kampen fra Brøndbys cheftræner Per Nielsen, der også mener, at hans hold måske har spillet over evne i startet af sæsonen, hvor Brøndby sejrede i otte ud af ni kampe

Energien manglede, og boldomgangen var ikke god nok.

Sådan lød Brøndby-træner Per Nielsens vurdering efter nederlaget på 3-1 til Fortuna Hjørring lørdag eftermiddag.

– Vi vinder ikke nok kampe i kampen, og vi er heller ikke så gode med bolden, som vi plejer at være, lød hans vurdering af slagets gang.

Per Nielsen mente dog ikke, at Fortuna Hjørring var markant bedre, men hjemmeholdet straffede Brøndbys graverende fejl.

– Mangler man energi og laver så store nogle børnefejl, som vi gør i dag, så bliver man straffet mod de gode hold, fortalte Per Nielsen til Folkebladet.

Han hæfter sig især ved, at Brøndby holdt hjemmeholdet fra de store gennemspillede chancer. Dog var der kontant afregning fra Fortuna Hjørrings side, når Brøndby begik fejl.

– De to sidste mål er to indlæg, hvor vi ikke dækker op, og det bliver straffet af de gode hold, erkendte Per Nielsen.

Brøndby-træneren erkender, at Brøndby er inde i en periode, hvor pointene ikke er raslet ind på kontoen, og det er man ikke vant til i Brøndby.

– Sådan er det lige nu. Vi rammer ikke niveauet, som vi kan og finder måske ikke lige det held, vi står og mangler, sagde Per Nielsen.

Han påpeger samtidig, at han er i gang med et bygge et nyt hold op, efter at en række profiler forlod truppen i sommer.

– I begyndelsen af sæsonen har vi måske spillet lidt over niveau, og lige nu rammer vi måske ikke helt niveauet, vurderede Per Nielsen.

Han er dog tilfreds med Brøndbys pointhøst i sæsonen, hvor det er blevet til 26 point ud af 36 muligt, og han tror også på, at holdet finder melodien igen.

– Nu skal vi finde vores niveau igen i de to sidste kampe, og så er der stor chance for at ende som nummer et i grundspillet, lød det fra Per Nielsen efter lørdagens kamp.

Brøndby-træneren mener dog, at det er vigtigere at få spillet holdet sammen end at ende på førstepladsen i grundspillet:

– Vi er ved at bygge noget nyt op, og det er det, vi har fokus på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top