Scorede flest – og tabte kampen
2019-03-23_at_15-46-16_DSC_1276x.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndby Volleyball Klub lavede i weekenden fire point mere end gæsterne fra Gentofte. Det blev dog alligevel udeholdet, som løb med sejren. Arkivfoto: Robert Hendel
SPORT. Flest scoringer var ikke nok til at hive sejren hjem for Brøndby Volleyball Klub, der led sæsonens andet nederlag

Det er ikke nødvendigvis nok at lave flest point for at hive sejren hjem.

Det måtte Brøndby Volleyball Klub sande efter weekendens opgør på hjemmebane mod Gentofte Volley.

Brøndby viste ellers lovende takter i første sæt, hvor hjemmeholdet med et højt servepres holdt Gentoftes modtagninger et stykke fra nettet. I angrebet fordelte hæver Tajma Muharemovic boldene godt, og der blev langsomt udbygget et forspring, der lukkede sættet med overbevisende 25-14.

Gæsterne fik bedre styr på servemodtagningen i andet sæt, og deres kant-angribere begyndte at lave de point, de havde manglet i første sæt. Der var adskillige duller, og de to hold skiftedes til at tage små føringer frem til en Brøndbyføring på 17-16. Et par uheldige slagfejl gav herefter Gentofte en føring 20-17, og selv om Brøndby fik kæmpet sig på 20-20, var det Gentofte der gjorde det bedst i slutfasen og tog sættet med 25-22.

Brøndby vandt tredje sæt med de samme cifre blandt andet gennem især gode angreb af Sofia Bisgaard, men også via godt defensivt arbejde i Brøndbys blokader, som stod for fire af pointene i sættet.

Gentofte fik udlignet i sæt med 25-23, og så skulle Brøndby for anden weekend i træk ud i et afgørende femte sæt. Her blev en servefejl udslagsgivende ved stillingen 8-7 til Brøndby, der herefter måtte overlade serven til Gentofte.

Den mulighed fik gæsternes Laura Thomsen det optimale ud af, da hun med en række gode server fuldstændigt fik taget brodden af Brøndbys angreb og reelt afgjorde kampen.

Femte sæt endte 15-10 til gæsterne, som dermed løb med sejren, selvom hjemmeholdet samlet set lavede fire point mere end Gentofte.

Det var Brøndbys andet nederlag i træk, men holdet kan trods alt glæde sig over, at et nederlag i en fem sæt lang kamp trods alt indbringer et enkelt point til tabellen.

Næste kamp for Brøndby er søndag d. 25. oktober på udebane mod de forsvarende danske mestre fra Holte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top